NedTil bund    HjemTil hovedside

Giftige planter i natur, mark og have - lægeplanter

Indhold:

Klik på billeder med ramme for større udgave. Tryk backspace for retur til siden.

Giftplanter og lægeplanter i mark, have og naturen - oversigt.
I naturen. I mark og eng. I haven og stuen. Læge- og giftplanter.
• 1. Bidende Stenurt
• 2. Firblad, Etbær
• 3. Kohvede, Skjaller
• 4. Malurt
• 5. Gifttyde
• 6. Hundepersille
• 7. Kæmpe Bjørneklo
• 8. Kvan, Pastinak, Angelik
• 9. Regnfan, Guldknap
• 10. Vorterod
• 11. Ørnebregne
• 11a   Farvevisse.
• 11b   Rosmarinlyng
•   Rosmarinlyng
•   Asparges
•   Arum, Kærmysse

Træer, buske
• 13. Benved
• 14. Bittersød natskygge
• 15. Bukketorn
• 16. Alm. Gedeblad, Vedvindel
• 17. Dunet Gedeblad
• 18. Druehyld
• 19. Fuglekirsebær
• 20. Hestekastanie
• 21. Hæg
• 22. Glansbladet Hæg
• 23. Korsved
• 24. Kvalkved, Ulfsrøn
• 25. Liden Singrøn
• 26. Tørstetræ
• 27. Thuja, Livstræ
•  0. Agersennep
•  1. Benbræk
•  2. Bidende Ranunkel
• 3. Engblomme
• 4. Engkabbeleje
• 5. Tiggerranunkel
• 6. Dansk Ingefær, Kærmysse
• 7. Cypresvortemælk
• 8. Skærm-Vortemælk
• 9. Sort Natskygge
• 10. Korn-Valmue
• 11. Kær Padderokke
• 12. Giftig Rajgræs
• 13. Svingel Rajgræs
• 14. Mælkebøtte, Løvetand
• 15. Stolthenrik (Brandbæger)
• 16. Eng-Brandbæger
• 17. Vår-Brandbæger
• 18. Klinte
• 19. Ru Kulsukker
• 19a. Hundetunge

Kulturplanter
• 20. Kartoffel
• 21. Opium-Valmue, Opiatvalmue
• 22. Hamp
• 23. Rødkløver
• 24. Korn
• 25. Ærter, Bønne
• 26. Mykotoksiner
• 27. Blågrønalger
Stueplanter
• 1. Alpeviol
• 2. Dieffenbachia
• 3. Eksem-Primula
• 4. Englebasun, Engletrompet
• 5. Julestjerne
• 6. Kristi Tornekrone
• 7. Koralkirsebær
• 8. Nerie
• 9. Pachopodium

Haveplanter
• 10. Erantis, Vinterblomme
• 11. Hasselurt
• 12. Hvid Anemone
• 13. Nyserod, Julerose
• 14. Liljekonval
• 15. Påskelilje, Pinselilje
• 16. Vintergæk
• 17. Høst-Tidløs, Nøgne Jomfruer
• 18. Cypresvortemælk
• 19. Ridderspore. Korn R.
• 20. Rynkeblad.
• 21. Guldregn
• 22. Ærtetræ
• 23. Buksbom
• 24. Dværgmispel
• 25. Kristtorn
• 26. Snebær
• 27. Alm. Liguster
• 28.Laurbærdafne
• 29. Vedbend, Efeu
• 30. Liden Singrøn, Vinca
•  1. Bulmeurt
•  2. Galnebær
•  3. Galdebær
•  4. Hundepersille
•  5. Skarntyde
•  6. Liljekonval
•  7. Høst-tidløs
•  8. Dansk Ingefær
•  9. Nyserod, Julerose
• 10. Stormhat, Venusvogn
• 11. Pigæble
• 12. Svaleurt
• 13. Kors-vortemælk
• 14. Skærm-vortemælk
• 15. Fingerbøl
• 16. Perikum, Prikbladet P.
• 17. Kermesbær
• 18. Kristpalme, Am. olieplante.
• 19. Foldblad
• 20. Hamp
• 21. Alrune, Galgeurt
• 22. Æselagurk
• 23 Hundetunge
• 24 Paternosterbønne

• 23. Alm. Hyld, Druehyld
• 24. Benved
• 25. Kvalkved, Ulfsrøn
• 26. Mistelten
• 27. Pebertræ
• 28. Buksbom
• 29. Sevenbom
• 30. Slåen
• 31. Svalerod
• 32. Taks


Generelt om plantegifte.

 Mange planter er endog særdeles giftige, hvorfor er man ikke helt klar over. En nærliggende årsag er at producere beskyttelsesmidler for de insekter, der er en forudsætning for bestøvningen - og for at danne et naturligt værn mod angreb af skadegørere. Visse dyr - specielt insekter - spiser giftige planter som beskyttelse mod angreb af andre dyr.
Den danske flora omfatter dog kun relativt få giftplanter. En del af dem er planter, der er bragt herop i middelalderen af munke som lægeplanter og som senere har forvildet sig fra klosterhaverne.
Den store risikogruppe er børn, der bliver fristet af bær med smukke farver.
Derimod er det sjældent, at dyr og fugle bliver forgiftede i naturen, hvorimod der er større risiko ved produktion af foder. Ikke alle giftige planter er medtaget i den følgende oversigt.

 I afsnittet om pesticider blev nævnt, at de kunstige pesticider udgør mindre end 0.1 % af den samlede giftvirkning vi indtager med føden p.g.a. af planternes egenproduktion af giftstoffer.
Undlades anvendelse af pesticider er der grund til at tro, at planternes egen produktion af naturlige pesticider forøges.
 Man kan definere begrebet "gift" som et stof, der er skadeligt for organismen i relativ ringe mængde.
Man kan også anvende Paracelsus tese fra ca. år 1500, at en stofs giftighed afhænger af den optagne dosis. (Læge og filosof fra 1500 tallet - eg. Paracelsus, Philippus Aureolus Theophrastus Bombastus von Hohenheim)
En del giftstoffer/ plantegifte kan i små mængder have helbredende virkning, medens indtagelse af lidt større mængder har giftvirkning.
Lavere dyrearter besidder ofte meget større modstandsdygtighed over for plantegifte end de højere. Mange larver ernærer sig rent faktisk af giftplanter. Måske anvendes det som beskyttelse mod at blive byttedyr for andre.
Guldregnens giftstof - cyticin - der er dødelig giftigt for mennesker er ugiftigt for snegle, der også tåler stryknin i doser, der er dødelige for mennesker.
Høns og rotter er flere hundrede gange mindre følsomme over for atropin end mennesket.
Af vore husdyr viser får og geder en stor modstandsdygtighed over for mange plantegifte - medens heste er ret følsomme overfor visse plantegifte - f.eks. Vår- og Engbrandbæger.
Langt de fleste plantegifte falder indenfor de to kemiske hovedgrupper:

Alkaloider er kvælstofholdige plantestoffer af basisk (alkalisk) karakter. De danner salte med syrer - også med mavesyren. Forekomsten af alkaloider indskrænker sig til bestemte plantearter, og indenfor samme art kan alkaloidindholdet svinge stærkt, ofte i relation til plantens voksested.
Alkaloidernes biologiske betydning for planterne er relativ ukendt.
Til alkaloider hører stoffer som koffein, kinin, stryknin, nikotin, kodein, morfin, kokain, atropin, solanin, akonitin m.m. Mange anvendes desuden medicinsk.

Glykosider  er organiske forbindelser, der for det meste kun består af kulstof, ilt og brint, undertiden tillige kvælstof eller svovl.
Ved indvirkning af fortyndede syrer, undertiden baser eller ved kogning med vand alene, spaltes glykosiderne under vandoptagelse (hydrolyse) i druesukker (glykose) og et eller flere andre stoffer.
Spaltningen finder for flere glykosiders vedkommende sted, så snart glykosidet indtages af individet.
Således fraspalter blåsyreglykosider straks blåsyre ved indtagelsen. De findes i mange af frugterne fra mandelfamilien - f.eks. i bittermandel., men også i kerner fra kirsebær m.v.
Sennepsolieglykosider danner stoffer, der virker ætsende på huden.
Glykosiderne må opfattes som stoffer, der i planterne er dannede af forskellige komponenter ved vandfraspaltning.
Antocyaner er farvestoffer, der giver planten en blålig farve.
Hjerteglykosider findes i en række planter som Adonis og Fingerbøl.
Lektiner er en gruppe af proteinstoffer, der er mere eller mindre giftige overfor mennesker og dyr.
De indgår i en del planters naturlige forsvar overfor skadedyr.
En særlig form for lektin fra Vintergæk blev benyttet i et forsøg med gensplejsning. (A. Pustzai), da man fejlagtigt regnede den for ugiftig for mennesker.
Saponiner er egentlig en underafdeling af glykosiderne. Saponinerne er kvælstoffrie stoffer af kompliceret kemisk sammensætning. Opløst i vand skummer de stærkt uden kemisk set at have noget med sæbe at gøre.
Et stof som kvillajabark fra Sæbetræet anvendes som rensemiddel.
Indsprøjtet i blodet fremkalder alle saponiner hæmolyse, dvs. opløsning af de røde blodlegemer og dermed dødelig forgiftning. Kun et fåtal planter indeholder saponiner der kan resorberes - optages - af mavetarmkanalen, og derved bliver giftige.

Hvorledes skal man forholde sig, hvis man pludselig står overfor en planteforgiftning?
Tilkald læge hurtigst muligt. Et par midler med begrænset effekt:
Plantegifte - dog ikke blåsyre - er højmolekylære stoffer, der kan adsorberes på medicinsk kul, der er kulstof med særlig stor porøsitet.
Kulgranulat med magniumsulfat kan være et godt hjælpemiddel som første hjælp ved behandling af forgiftninger - efter sin lægens anvisninger.

Til top


Giftige planter i den vilde flora

BIDENDE STENURT (Sedum acre). Stenurtfamilien +
Bidende Stenurt
 Planten indeholder nogle meget stærkt smagende stoffer, alkaloider, der kan virke lammende på åndedrættet. Derfor er det græssende dyr, der er mest udsatte. Saften indeholder et hudirriterende stof.
Planten vokser især på tørre arealer.

FIRBLAD, ETBÆR (Paris quadrifolia). Konvalfamilien. +
Firblad
 Flerårige urter med krybende jordstængler.
Vokser i løvskove.
Både de sorte bær og plantens øvrige dele er giftige.

KOHVEDE, KOFØDE, SKJALLER (Melampyrum pratense). Maskeblomstfamilien. +
Skjaller
 Almindelig kohvede findes overalt i krat, skove, enge og heder. 3 andre arter er vildtvoksende i moser og enge. Indeholder et glykosid -aucupin - der især er giftigt for græssende husdyr eller i enghø. Forgiftninger på mennesker forekom tidligere, men er nu ikke særlig sandsynlig.

MALURT (Artemisia absinthium). Kurvblomsterfamilien +
Gråbynke
 Den sølvglinsende plante er en gammel læge- og krydderiplante, der bl.a. anvendes som smagsstof i visse snapse.
Planten indeholder en æterisk olie, der indeholder tujon - samme stof som nævnes under Thuja.
Forgiftninger er set, hvor planten anvendes som ormemiddel eller som abortfremkaldende middel.
Andre nærbeslægtede arter Grå bynke, Mark-Bynke, Strandmalurt indeholder så lidt af giftstoffet tujon, at de må betegnes som langt mindre giftige end Malurten.

GIFTTYDE (Cicuta virosa) +++ Skærmblomstfamilien.
Gifttyde
Rodsystemet består af en tyk, roeformet rodstok, der indvendig er delt i flere rum med tværskillevægge, der gør den let genkendelig.
Gifttyde vokser hist og her ved bredden af søer og åer.
Gifttyde regnes for vores farligste giftplante. Hele planten og navnlig dens frugter har en næsten selleriagtig lugt og persilleagtig smag på grund af indhold af æterisk olie - et forhold, der øger faren for skæbnesvangre fejltagelser.
Rodstokkens sødlige smag har givet anledning til forveksling med selleri- eller persillerod.
Græssende kvæg bliver af og til forgiftet af planten, der også er meget farlig i hø, da giftstoffet ikke sønderdeles ved tørringen.
Giftvirkningen beror væsentlig på indholdet af cicutoksin,der er en typisk krampegift.
Symptomerne ytrer sig ved en brændende smag i munden, opkastning, heftige mavesmerter, uudslukkelig tørst, epileptisk krampe, søvnighed, følelse af beruselse, pupiludvidelse, hjertebanken, svimmelhed, afmagt, betændelse i mave og indvolde, lammelse af tungen, hostende åndedræt konvulsion og sluttelig død ved åndedrætslammelse.
Forgiftningens prognose er meget slet. Ca. halvdelen af alle gifttydeforgiftninger har dødelig udgang.
På en botanisk ekskursion stak en af deltagerne en overskåret rodknold i munden og tog den hurtigt ud igen. På hjemvejen blev han lammet og måtte hjælpes hjem, hvor han kom sig efter ca. 1 døgn. Gifttyden skal man bestemt ikke lege med.

HUNDEPERSILLE (Aethusa cyanapium L.) +++ Skærmblomstfamilien.
Hundepersille
Stænglen 30-60 cm høj, blålig bedugget, ved grunden violetrød og glat, ligesom de 2-3-dobbelt fjersnitdelte blade, der er forsynede med lancetformede flige. Storsvøbet mangler.
Småsvøbet består af 3 linieformede, hængende, ensidig vendte små blade, der gør planten let at kende fra den ægte Persille, der har 7-8 blade i svøbet.
Planten ligner almindelig persille meget, og forvildede sig i gamle dage inde i bedet, hvor den forårsagede mange forgiftninger.
En mutation af persille med krusede blade - kruspersille - blev påbudt i dyrkningen, og siden har hundepersille ikke været noget problem.

KÆMPE BJØRNEKLO (Heracleum mantegazzianum), Alm. Bjørneklo (H. spondylium). Skærmblomstfamilien. +
Kæmpe Bjørneklo
 Indført plante (invasiv art), der kan ses i haver. Hele plantens saft indeholder furokumarin, der ikke er speciel giftigt, men forårsager en stor lysfølsomhed på visse personers hud, hvor det fremkalder en kløende eksem.
Behandlingen består i afvaskning af huden og beskyttelse mod lys. Mentol har en lindrende effekt.*

Kvan, Pastinak og Angelik er skærmplanter, der ligeledes indeholder furokumariner.

REGNFANG, REJNFAN, GULDKNAP. (Tanacetum vulgare). Kurvblomstfamilien. +
Regnfang
Denne meget almindelige plante indeholder store mængder æterisk olie, der udsender en stærkt krydret duft.
Stoffet tujon er hovedbestanddelen. Symptomer på forgiftning er opkastning, underlivssmerter, pupiludvidelse og blødninger.

VORTEROD (Ficaria verna). Ranunkelfamilien. ++
Vorterod
Almindelig i skove og som bund- /skyggeplante i haver. Planten har yngleknopper i bladhjørnerne.

ØRNEBREGNE (Pteridium aquilinum). Engelsødfamilien. +
Ørnebregne
 Ørnebregnen indeholder et kræftfremkaldende stof ptaquilosid, der er meget giftig og vanskelig nedbrydelig. Forgiftninger hos mennesker og dyr er ikke særlig sandsynlig, men giftstoffet kan finde vej til grundvandet.
Den meget flotte plante findes almindeligt i skov og krat - dog ikke så hyppig i det vestlige Danmark.
Ørnebregne er mistænkt for at kunne forurene grundvandet på steder, hvor der er vandindvinding til drikkevand.

Farvevisse
FARVEVISSE. (Genista tinctoria), Ærteblomstfamilien. ++
En busk, der vokser på lyngheder og anvendes som prydbusk i haver. Planten kan bruges som farveplante.
Især frøene indeholder cytisin og metulcytisin som Guldregn, men i mindre mængde.
Der kan ske forgiftninger hos børn, hvis de spiser frøene som ærter.

Rosmarinlyng
Rosmarinlyng. (Andromeda polifolia). Lyngfamilien.
Almindelig udbredt i danske moser og heder. Dyrkes i haver
Planten indeholder et stof -andromedotoksin, hvis virkning minder om aconitin uden dette stofs pupiludvidende effekt.
Der er fundet forgiftninger sted, hvor planter er forvekslet med krydderiurten Rosmarin.
Rosarinlyng er giftig for husdyr, selv geder.

ASPARGES. (Asparagus officinalis). Liljefamilien.
++
Asparges
Asparges kendes som en fortrinlig grøntsag, men findes også vildtvoksende, især i strandenge.
Det er plantens røde bær, der er giftige. Der er grund til at advare børn mod bærrene, hvis man har planten i urtehaven.

Nøkkerose, Hvid åkande. (Nymphaea alba). Åkandefamilien. ++
Denne smukke vandplante vokser vildt overalt i søer og moser. Åkander findes i mange private havebassiner.
Planten indeholder et alkaloid, nupharin, og et glukosid, nymphalin, der har en uheldig virkning på hjertevirksomheden.
Forgiftning af mennesker er meget lidt sandsynlig, da rodstokken er svær tilgængelig.
Pulver af rodstokken har været anvendt til at blande i vin i middelalderens klostre for at dæmpe kønsdriften hos munke og nonner.
Vittige mennesker kalder ofte planten for en af de farligste i haven - man dør af at opholde sig 5 minutter under den!

Til top

BENVED (Euonymus europaeus). Benvedfamilien. +
Benved
 En busk med grønne, vinget 4-kantede grene og modsatte, elliptiske blade. Frugten er en rosa til karminrød kapsel med 4 klapper.
Giftstoffet er en blanding af et bitterstof og et harpiksagtigt farvestof. Det findes mest i frøene, men i øvrigt i alle plantens organer.
Forgiftning er ikke sjælden både blandt dyr og mennesker. Grene og grenspidser har om foråret, altså inden frugterne er udviklet, givet anledning til dødelig forgiftning af heste, geder og får, og man har registreret dødsfald blandt mennesker efter indtagelse af 30-40 frugter.
På grund af disses påfaldende form og farve er det særlig børn, der bliver offer for forgiftning med denne plante.
Forgiftningen ytrer sig efter en latenstid på 15-16 timer, heftig lokal ætsning af mave-tarmkanal med kolik og slimet-vandig, men også blodig diarré. Temperaturforhøjelse, kortåndethed, kredsløbsforstyrrelser, forhøjelse af væsketrykket, træg reaktion.

BITTERSØD NATSKYGGE (Solanum dulcamara). Natskyggefamilien. ++

 Halvbusk, der bl.a. indeholder Solanin.
Blot få bær kan give forgiftning med symptomerne mavesmerter, diarré, hovedpine, feber.

BUKKETORN (Lycium halimifolium). Natskyggefamilien. +
bukketorn
 En glat, 1-3 meter høj busk med lange, træagtige, bueformede grene.
Den ses ofte besat med torne forneden på planten. Busken stammer fra Sydeuropa og plantes alm. i haver og hegn, især ved kysterne, og ses ofte i haver.
Busken indeholder et atropinlignende stof. Man bør advare børn mod bærrene.

ALM. GEDEBLAD, VEDVINDEL, VILD KAPRIFOLIE. (Lonicera periclymenum). Gedebladfamilien. +
Alm. Gedeblad
Denne plante er almindelig i skove og krat. Bærrene ligner de, der findes på Dunet Gedeblad, men er ikke nær så giftige - de kan betegnes som giftfordægtige.
Det samme kan siges om den dyrkede form - Kaprifolien.

DUNET GEDEBLAD (Lonicera xylosteum). Gedebladfamilien. +++
Gedeblad Denne meterhøje busk med hvidgule blomster. De modne bær er blodrøde bær og ligner ribs. Det indeholder et stof xylostein, der er meget giftigt.
Der er flere tilfælde med dødelige forgiftninger af børn, der har forvekslet bærrene med ribs.
Forgiftninger ledsages af kraftige mavesmerter, pupiludvidelse, kramper og uregelmæssig hjertevirksomhed m.v.

DRUEHYLD (Sambucus racemosa). Gedebladfamilien. +
Druehyld
Det er frøene i de smukke, røde bær, der indeholder et stof, der kan give mavesmerter m.v.
Derimod er frugtkødet ugiftigt, og man kan uden risiko lave rødt hyldebærsaft af bærrene, blot kernerne sies fra.
Der har været knyttet en del overtro til Hyld. Mæslingepatienter blev pisket med hyldegrene for at få sygdommen væk. Smørstegte hyldeblomster skulle forebygge feberangreb etc.
Barken og de grønne bær på Alm. hyld (Sambucus Niger) er giftige p.g.a. et alkaloid, der minder om coniin, som findes i Skarntyde. De giftige stoffer findes ikke i de modne bær, der er særdeles vitaminrige.

FUGLEKIRSEBÆR (Prunus (Cerasus) avium (L.) Moench.). Mandelfamilien/ Stenfrugtfamilien. +
Fuglekirsebær
 Kernerne indeholder op til 2 % blåsyreglykosid, noget mindre i mængde i blade, bark og andre organer, men ikke i frugtkødet.
For blåsyreglykosidernes vedkommende er det uspaltede molekyle ugiftigt, men ved optagelse i organismen fonder en mindre eller større fraspaltning sted af den yderst farlige blåsyre (cyanbrinte).
Blåsyre virker dødeligt lammende på centralnervesystemet, frem for alt åndedrætscentret.
Forgiftning med store doser blåsyre forløber lynhurtigt med indtræden af død i løbet af ca. 30 sekunder (således som det kendes fra de under og lige efter krigen benyttede selvmordsampuller).

HESTEKASTANIE (Aesculus hippocastaneum). + Hestekastaniefamilien.
 Forgiftninger er kun set hos børn og kun, hvor hvis de har spist af den grønne frugtskal. Frøene indeholder æsculussaponin., der kun er af ringe giftighed. De kan anvendes som foder for en del dyr af f.eks. hjortefamilien.

HÆG (Prunius (Cerasus) padus). Mandelfamilien. +
Hæg
 Et lille træ med lange, hængende, hvide blomsterklaser der har givet træet tilnavnet "Druekirsebær."
Samme giftighed som fuglekirsebær.

GLANSBLADET HÆG Prunus (Cerasus) serotina. Mandelfamilien.
Glansbladet Hæg
Busken ses ofte plantet i læhegn. Hæg indeholder blåsyreglykosider overalt i planten. Størst er indholdet i stenens kerne, hvor d-amygdalin, findes i mængder på 1,5 %.
I barken blåsyreglykosidet, isoamygdalin, indtil 1 %.
I øvrigt forekommer blåsyreglykosider i alle arter inden for stenfrugtfamilien, mest i stenens kerne, således op til 2 % af i kernen.

KORSVED (Rhamnus cartharticus). Vrietornfamilien. +
Korsved
Træet er ret almindelig plantet i hegn og haver. Det er især de umodne, grønne frø, der er giftige, men også de modne, sorte bær findes gifte, der kan give nyreskader.
Det er især børn, der udsatte for forgiftninger.

KVALKVED, Ulvsrøn, Ulverøn. (Viburnum opulus). Gedebladfamilien. +
Kvalkved
Blomsterskærmen har yderst en rand af blomster med store, iøjnefaldende kronblade.
Bark og blade indeholder saponiner og et bitterstof. Det kan fremkalde opkastninger og diarré, kvælningsfornemmelser og mavekatar
Barken indeholder et hudirriterende stof - viburnin.
Kvalkved blev brugt i folkemedicinen mod astma og lungesygdomnme.
Forgiftninger er sjældne. Fuglene spiser ikke frøene.
Planten er vildtvoksende her i landet. En nærstående art - Snebolle, er almindelig dyrket i haven.
Kvalkved er en gammel lægeplante, der har været anvendt mod astma og mod lungelidelser.

TØRSTETRÆ(Rhamnus frangula). Vrietornfamilien. +
Tørstetræ
 Ret almindeligt træ med bær (stenfrugter!), der bliver sorte ved modning.
De umodne, røde bær er sødlige og kan af den grund være fristende at spise - især for børn.
Planten indeholder blåsyreglykosider og saponiner.

THUJA, Livstræ (Thuja orientalis, T. plicata, T.occidentalis). Cypresfamilien. ++
Thuja
Indeholder Thujon, et terpenoid, der har været anvendt som fosterfordrivende middel. Heste forgiftes ofte af planten. Thujaeksem er set hos bl.a. snedkere.
Thujon, der også forekommer i malurt og rejnfan, er det hallucinerende stof i absint. Thujon tilføres grundvandet gennem nedfaldne thujablade, selv om det er et ret flygtigt stof.
Tømmer af thujatræ er meget holdbart pga. dets indhold af bakterie- og svampedræbende stoffer.

Til top

Markens giftige planter

AGERSENNEP (Sinapis arvensis). Korsblomstfamilien. ++
Agersennep
Agersennep er en almindeligt forekommende ukrudt i marker.
Frøene indeholder det ret giftige stof sinigrin. Stoffet kan omdannes i organismen til allylsennepsolie, der kan forårsage lammelser i centralnervesystemet: Hjerte og åndedræt kan påvirkes.
Forgiftninger hos mennesker er ikke særlig sandsynlige, men kan forekomme.

BENBRÆK (Narthecium ossifragum). Giftliljerne. ++
Benbræk
 Almindelig overalt på enge og hedemoser - specielt i jyske hedemoser.
Indeholder saponiner der kan give leverskader hos lam.
Det er især de hvide lam, der er følsomme overfor indtagelse af planten. Et fotosensibiliserende stof kan give svære skader på øjnene.
Navnet har den sikkert fået, fordi den gror på steder med ringe indhold af kalk og fosfor.

BIDENDE RANUNKEL (Ranunculus acer (acris)). Ranunkel-/ Smørblomstfamilien. ++
Ranunkel

Meget almindelig overalt på enge, lave marker og vejkanter.
Bidende Ranunkel har ofte givet anledning til forgiftning af græssende kvæg.

ENGBLOMME (Trollius europaeus). Ranunkel-/ Smørblomstfamilien. ++

Engblomme

 Almindelig på fugtige enge. Den meget smukke plante giver sjældent anledning til forgiftninger.
Man bør være opmærksom på planten ved høberedning fra lave, vedvarende engarealer.

ENGKABBELEJE (Caltha palustris). Ranunkel-/ Smørblomstfamilien. ++
Kabbeleje
 Vokser i dyndenge og sumpe. Giver sjældent anledning til forgiftninger.

TIGGER-RANUNKEL (Ranunculus (Batrachium) sceleratus) Ranunkel -/ Smørblomstfamilien. ++
Tiggerranunkel
 Gnider man planten på huden, udvikles Ranunkel dermatitter.
Plantens navn hidrører fra, at betlere har anvendt den for dermed at bedre at fremkalde medlidenhed p.g.a. de sår og blærer der dannes af saften fra planten.

CYPRES-VORTEMÆLK (Euphorbia helioscopia). Vortemælkfamilien. ++
CypresVortemelk
En særpræget plante, der oftest findes i staudebedet på trods af, at planten er forbudt at dyrke. Det skyldes, at den er omfattet af den såkaldte "Berberislov". Planten har værtsskifte med en den svamp, der forårsager ærterust.

SKÆRM-VORTEMÆLK (Euphorbia helioscopia). Vortemælkfamilien. ++
Vortemælk
Alle vortemælk-arter indeholder et harpiksagtigt stof euphorbon
Saften af Vortemælk kan give en heftig betændelse med blæredannelse.
Indvendig medfører planten en stærk lokalirriterende virkning, der kan udvikle sig til hæmorragisk, nekrotiserende gastroenteritis (se nedenfor) med opkastninger og stærke mavesmerter.
Berører mælkesaften øjets hornhinde kan det medføre betydelige skader.
Mange arter af vortemælk indeholder de såkaldte forbolestre, som er blandt de allermest kræftfremkaldende stoffer, der overhovedet kendes.

SORT NATSKYGGE(Solanum nigrum). Natskyggefamilien. ++
Sort natskygge
 Bærrene er kugleformede, blanke, sædvanligvis sorte.
Et almindeligt ukrudt i haver og omkring huse.
Solanin findes i små mængder i urten og de umodne bær, hvorimod de modne bær angives at være solaninfri.
I modsætning til Bittersød Natskygge fremkalder forgiftning med Sort Natskygge pupiludvidelse, hvilket skyldes et ubekendt alkaloid.
Som et led i diskussionen om Sort Natskygges farlighed spiste en videnskabsmand 25 af plantens sorte bær uden at mærke skadelige følger.
Alligevel er der iagttaget giftvirkning hos små børn, dyr og hos høns.

KORN-VALMUE (Papaver rhoeas P.(Papaver somniferum). Valmuefamilien. ++
Kornvalmue
 Planten er et almindelig ukrudt i kornmarker, hvor den oftest ses på de lidt bedre jorder.
Den hvide mælkesaft, der findes overalt i planten, indeholder vekslende mængder opium alt efter voksestedet.
I forhold til opiatvalmuen er indholdet af alkaloider beskeden og giver sjældent anledning til forgiftninger.

KÆR PADDEROKKE (Equisetum palustre). Padderokkefamilien. +
Kærpadderokke
 Planten optræder på fugtige steder, hvor det er set forgiftninger hos græssende kvæg.
Planten minder meget om den mere almindelige Ager-Padderok, der ikke er nær så giftig.
Padderokke indeholder forskellige alkaloider og organiske syrer. Padderokken indeholder bl.a. enzymet thiaminase, der nedbryder vitamin B1 og kan derfor medføre vitaminmangel. Planten angives at have en antihistamin-virkning.
Forgiftninger ses sjældent. Den største risiko findes, hvor man fodrer med enghø gennem længere tid, da tørring ikke ødelægger giftstofferne.
Symptomer på forgiftning er beskrevet som diarré, nervøse forstyrrelser, manglende appetit og nedsat hjertefunktion.
Indsprøjtning af thiamin - vitamin B1 - i forgiftede dyr angives at have god effekt.

GIFTIG RAJGRÆS, SVINGEL RAJGRÆS (Lolium temulentum L.) +++ Græsfamilien.
 Giftig Rajgræs er 1-årig, bliver fra 25-70 cm høj.
Giftig Rajgræs forekom tidligere af og til som ukrudt, men er nu sjælden - måske forsvundet.
Af historisk interesse kan nævnes, at Bibelens Klinte ikke er den Klinte, vi har kendt som ukrudt her i landet, men var Giftig Rajgræs.
Giftstoffet, temulin, en pyridinbase - findes i frøet og virker lammende.

Mælkebøtte, Løvetand (Taraxacum vulgare). Kurvblomstfamilien. +
 Stænglernes mælkesaft indeholder et stof, der kan fremkalde kvalme, diarré mv. Mest udsatte er børn, der laver kæder af stænglerne. Bladene indeholder ikke ret meget af stoffet, man kan roligt anvende bladene til salat.

STOLTHENRIK, (BRANDBÆGER) (Senecio vulgaris). Kurvblomstfamilien. ++
Stolthenrik
 Indeholder alkaloider, der kan give skader på leveren, hvis det indtages ved f.eks. udtræk af planten. I hø kan store mængder forgifte kvæget.

ENGBRANDBÆGER (Senecio jacobaea). Kurvblomstfamilien. +
Engbrandbæger
 Indeholder alkaloiderne jacobin, jacomin, jacodin og senecionin, der findes i størst mængde i roden. Planten undgås som regel af græssende dyr, men der ses ofte forgiftninger - især hos heste.
Giften ødelægges ikke i hø. Problemerne er de senere år blevet forøget, idet man ikke må sprøjte brakmarker, hvilket har medført en øget forekomst af især Eng Brandbæger på tørre arealer.

VÅR BRANDBÆGER (Senecio vernalis). Kurvblomstfamilien. +
Vårbrandbæger
 Indeholder alkaloiderne jacobin, jacomin og senecionin, der findes i størst mængde i roden. Planten undgås som regel af græssende dyr, men der ses ofte forgiftninger - især hos heste.
Giften ødelægges ikke ved tørring til hø.

KLINTE (Agrostemma githago). ++ Nellikefamilien.
Klinte
 En meget giftig plante der kun har historisk interesse her i landet.
Tidligere optrådte planten som ukrudt i kornet, hvor den forgiftede brødet.
Siden indførelse af en speciel rensning (Triøre), der kunne adskille klintefrøene fra kornet, har den ikke været noget problem i Danmark.

RU KULSUKKER (Symphytum). Rubladfamilien. +
Ru Kulsukker
De rubladede indeholder bl.a. alkaloidet cynoglossin, consolidin og concolicin. Man har fundet at stoffet laciocarpin kan være kræftfremkaldende. Risikoen for at indtage dele af planten er størst, hvor den anvendes som lægeplante eller til kulinariske formål.
Kulsukkerrod er forbudt af Statens Levnedsmiddelinstitut i madvarer, urteteer o. lign.
Der er flere arter. Lægekulsukker har været anvendt som lægeplante. Ru kulsukker har man forsøgt at dyrke som svinefoder, men uden større held, da udbyttet er alt for lavt, selv om planten er ret voldsom i sin vækst.

Hundetunge (Cynoglossum officilale). Rubladfamilien. +
Hundetunge
Hundetunge er en gammel lægeplante, hvor den har været anvendt mod bylder. Frø og rod indeholder en række alkaloider, hvoraf consodin er det stærkeste.
Giftstofferne forsvinder ved tørring, derfor er der ingen fare ved høberedning.

Navnet skyldes sikkert plantens frø, der er forsynes med modhagere.
 Også Oksetunge og Slangehoved hører til samme familie og indeholder samme stoffer.

Paternosterbønne
PATERNOSTERBØNNE. (Abrus precatorius). Ærteblomstfamilien.
Frøene indeholder abrin og den har været anvendt som pilegift. Blot et enkelt frø i knust form kan forårsage døden.
Planten vokser ikke her i landet, men frøene bruges i halsbånd og sælges som souvenir til turister i tropiske egne.
Har man en halskæde af paternosterbønner, bør den holdes utilgængelig for børn.

Til top

KARTOFFEL(Solanum tuberosum) Natskyggefamilien. ++
 Denne velkendte kulturplante har underjordiske udløbere med stængelknolde i spidsen der udvikler sig til kartofler.
Planten indeholder nogle glykolalkaloider, alfa- solanin og alfa-chakonin, væsentligst ved vækstpunkterne i de unge blade samt i de grønne bær, de såkaldte kartoffelæbler (1 %), og disse har givet anledning til dødelige forgiftninger. Spirede eller grønne kartofler kan indeholde skadelige mængder solanin der også findes i stængler og blade.
Dannelsen af klorofyl har ikke noget med solanindannelsen at gøre. Men dannelsen af Solanin stimuleres af lys og beskadigelser. Solanin er et såkaldt stress-stof, der dannes i stigende mængder, når kartoflerne udsættes for forringede vækstbetingelser, tørke, angreb af skadevoldere. Der er sortsforskelle, medens nogle ingen forskel giver ved angreb af kartoffelskimmel giver andre som f.eks. sorten Sava et forøget solaninindhold. Sava, der er en dansk kartoffelsort, anvendes meget her i landet.
Det er især chakonin, der forøges ved angreb på kartoflerne.

Alm. kogning eller stegning er ikke nok til at ødelægge stoffet, men opløses i vand.
Solanin har en hæmmende effekt på colinesteraser i nervesystemerne - dvs. de påvirker de enzymer, der nedbryder nervesignal-stofferne. Det er den samme virkning, at stoffet parathion har. Solanin interfererer med kolesterolet i menneskets cellemembraner og påvirker deres funktioner.
Solanin har en svag effekt på hjertefunktionen, der minder om digitalis.
Man mener at grænsen for mærkbare virkninger af stoffet er omkring 200 mg. for en voksen person. Der skal store mængder til, før denne mængde nås.
Koncentrationerne varierer normalt mellem 2 - 15 mg pr. 100 g kartofler.
I grønne og beskadigede kartofler er indholdet betydelig større. Skrællen og spirene indeholder hovedparten. Grønne og beskadigede kartofler bør kasseres.
Kartoflen indeholder desuden klorogensyre, som er et vækstfenol, som også findes i store mængder i kaffe. Klorogensyre har både positive og negative egenskaber.

OPIAT-VALMUE(Papaver somniferum. Valmuefamilien. ++
Kornvalmue
 Indført fra Orienten og dyrkes som industriplante for olieudvinding af de ugiftige frø eller anvendelse af disse til "birkes".
Den hvide mælkesaft, der findes overalt i planten, indeholder vekslende mængder opium alt efter voksestedet.
Opiatvalmuen har store hvide blomsterblade med en blåviolet plet.
Opium indeholder rundt regnet 25 alkaloider, hvoraf de vigtigste er morfin, kodein, papaverin og noscapin, det sidste har ikke narkotiske egenskaber.
Man kan ikke være sikker på, at giften forsvinder ved tørring.
Symptomer på forgiftning er langsom puls, svimmelhed, træthed og små pupiller.
De hyppigste forgiftninger forekommer ved indtagelse af det indtørrede mælkesaft, som kaldes råopium.

Til top

Giftige stueplanter.

ALPEVIOL (Cyclamen persicum). ++ Kodriverfamilien.
Cyclamen
 Knolden indeholder cyclamin, der er et giftigt saponin. Stoffet virker stærk hudirriterende.
Små mængder af planten kan medføre kvalme, opkastninger - ved større mængder kramper og lammelser.
Behandlinger er indtagelse af aktivt kul og vand.
Da det ikke er nærliggende at spise af knoldene, er faren for forgiftninger ikke særlig stor.

DIEFFENBACHIA. ++ Arumfamilien.
Dieffenbachia
 Denne smukke bladplante er ætsende og giftig, saften angives i nogle kilder at indeholde bl.a. stryknin - andre angiver i stedet antitrypsinlignende og proteolystiske enzymer samt l-asparagin. Det store indhold af calciumoxalat er sikkert det mest betydende giftstof.
Saften angriber slimhinderne efter et stykke tids forløb. Ca. 4 g bladmasse regnes for dødelig dosis for en voksen person.
Får man saft i øjnene er det farligt at gnide øjnene, da der dannes meget spidse krystaller - skyl øjnene i megen vand eller søg lægehjælp.

EKSEM-PRIMULA(Primula obconica). + Kodriverfamilien.
Eksemprimula
 Indeholder primin, der ved berøring kan give ætsninger på huden og fremkalde betændelse.
Primulaforgiftning behandles med afsæbning og behandling med sprit, der virker opløsende på giften.
Pudring med Zinkpudder.

ENGLEBASUN, ENGLETROMPET, Datura candida, D. suaveolens. ++ Natskyggefamilien.

Engletrompet
 Indeholder alkaloiderne hyoscyamin, skopolamin og atropin.
Man bør holde børn fra de velduftende blomster, da kort tids sutning på blomsten kan give alvorlige forgiftninger.
Behandling med medicinsk kul og megen væske dæmper angrebet.

JULESTJERNE (Euphorbia pulcherrima.) ++ Vortemælkfamilien.
Julestjerne
 Der er navnlig de farvede højblade, som fejlagtig benævnes blomsten, der er giftige. Saften indeholder et meget hudirriterende stof. Spises bladene kan det give stærke smerter og mavekatar. Forgiftninger hos børn kan være dødelige ifψlge enkelte kilder, men der mangler dokumentation.
Der findes et stof - betaamytin, som har en effekt blodsukker, og betasitosterol, som har en vis effekt mod kolestorol.
Der er en del harpikser, der kan give kvalme, men man mε betegne Julestjerne som ugiftig.

KRISTI TORNEKRONE(Euphorbia milii.) + Vortemælkfamilien.
Kristi Tornekrone
 Plantens mælkesaft virker irriterende på slimhinder og på hud. Hvis man får saften i øjnene skal de skylles grundigt med vand.

KORALKIRSEBÆR (Solanum capsicastrum) ++ Natskyggefamilien.
Koralkirsebær
 De dekorative bær indeholder særlig meget solanin som alle planter af natskyggefamilien.

NERIE(Nerium oleander.) ++ Snokronefamilien.
Nerie
 Den almindelig dyrkede stueplante indeholder glykosidet folinerin, der er en kraftig virkende hjertegift. Forgiftninger medfører uregelmæssig hjertevirksomhed, kramper og opspilede pupiller. Der er set dødsfald efter anvendelse af neriegrene til grilning af kød i Sydeuropa, hvor planten vokser vildt.

PACHYPODIUM(P. lameri). ++ Singrønfamilien.
Pachypodium
 Sukkulent fra Madagaskar, Sydafrika. Har en flaskeformet, kødet og tornet stamme.
Rosetten af grønne blade i toppen indeholder mælkesaft, der er meget giftig.

Til top


Havens giftige planter.

ERANTIS, VINTERBLOMME(Eranthis hiemalis)
Erantis
 Erantis indeholder i knoldene - dog kun i ringe mængde - to digitalisagtig virkende glykosider (se Fingerbøl).
På grund af plantens svage virkning har den ikke fået medicinsk anvendelse, ligesom der ikke synes at være registreret forgiftningstilfælde.

HASSELURT (Asarum europæum). ++ Slangerodfamilien.
Asarum
 Bunddækkende staude der indeholder en giftig olie, der har været anvendt som brækmiddel.
Har været anvendt som abortmiddel.

HVID ANEMONE (Anemone nemorosa L.) + Ranunkelfamilien
 Planten indeholder stoffet Anemonol i så store mængder, at ca. 20 planter angives som dødelig dosis. Den hvide anemone er giftig overalt, den gule og blå anemone er mindre giftige
Stoffet er hudirriterende og kan give kløe, rødmen og risiko for blæredannelse.
Anemone har været anvendt mod rheumatisme, men selv små mængder kan give forgiftninger. Planten er forbudt i urteteer.

LILJEKONVAL (Convallaria majalis L.). +++ Konvalfamilien.
Liljekonval
 Liljekonval er en gammelkendt lægeplante, der har været anvendt mod epilepsi, slagtilfælde o.a. hjertesygdomme.
Indeholder glykosidet convallamarin og det langt giftigere stof convallatoksin.
Børn er set forgiftet ved spisning af bærrene eller ved at drikke vand af vaser med liljekonvaller.

PÅSKELILJE og PINSELILJE (Narcissus pseudonarcissus & poeticus.). Liljefamilien
 Indeholder stofferne narcissin - henholdsvis narcipoetin.
Ved dyreforsøg er fundet at ca. 15 gram af løgene var nok til at dræbe en hund af middelstørrelse.
Her i landet er der registreret dødsfald blandt grisesøer, der havde ædt blade af Påske- og Pinseliljer, henkastet i svinestien.

VINTERGÆK(Galanthus nivalis L.). Liljefamilien.
Liljekonval
 Denne almindelige plante angives ikke at indeholde alkaloider, men alligevel foreligger der i litteraturen meddelelse om forgiftninger efter indtagelse af løgene, der i al fald bevirker opkastning.

HØST-TIDLØS," Nøgne Jomfruer"(Colchicum autumnale) Giftliljerne. +++
Høst-tidløs
 En flerårig urt med stængelknold, der sidder 10-20 cm under jordoverfladen. Blomsterne fremkommer sent om efteråret minder om blomsterne hos Krokus. De kommer før bladene, deraf tilnavnet "Nøgne Jomfruer"
Alle dele af planten indeholder alkaloider, fra 0,2-1 %.
Af disse forekommer colchichin i størst mængde (i knolden og frøene 90-95 %, i blomsterne 50 % af totale indhold af alkaloider).
Colchicin er en stærk gift, der ikke destrueres ved tørring af planten, og hø, der indeholder Tidløs, bevarer derfor sin giftvirkning i flere år. I Sydtyskland, hvor planten er almindelig vildtvoksende, har den ofte givet anledning til masseforgiftning af kvæget.
Colchicin er en udpræget cellegift, der i sin kapillarbeskadigende virkning står arsenik så nær, at man har kaldt stoffet vegetabilsk "arsenik".
Stoffet anvendes i forædlingens tjeneste til at frembringe kromosomfordoblede planter.

KORN-RIDDERSPORE {Delphinium consolida). ++ Ranunkelfamilien.
Ridderspore
En 20-40 cm høj plante af ranunkelfamilien, der rummer mange giftige planter.
I planten findes alkaloidet calcatrippin bundet til akonitinsyre. I frøene findes alkaloiderne delsolin og delcosin, tilsammen i mængder på ca. 1 %.
De kultiverede arter kan indeholde giftstoffer af afvigende sammensætning.
Forgiftninger med Ridderspore er noget lignende som for Stormhat.
Folkenavnet "Havregiftblomst" tyder på, at der har sket forgiftninger af husdyr.

Til top

Rynkeblad(Viburnum rhytidophyllum). Gedebladfamilien. +
Rynkeblad
 Denne havebusk er giftig, både i de grønne dele og i frugterne. Planten er ikke særlig giftig, men i visse kommuner tilråder man, at den ikke plantes ved legepladser m.v. Det gælder for alle medlemmer af samme familie
En læser har fortalt om særdeles ubehagelige symptomer som stærkt irritation af hud og luftveje. Det var især behåringen på stænglen, der gav anledning til generne.

GULDREGN (Laburnum anagyroides). +++ Ærteblomstfamilien.
Guldregn
Alle dele af Guldregn indeholder det meget giftige alkaloid, cytisin, der ligner nikotin i farmakologisk henseende.
Frøene indeholder ca. 3 % cytisin - bladene ca. 10 gange mindre.
En meget stor part af de rapporterede forgiftninger skyldes børns spisning af guldregnbælge eller -frø.
Fra udlandet er set tilfælde af børn, der blev syge af at drikke mælk fra geder, der havde ædt Guldregn.
Der findes ingen helt ugiftige Guldregn, heller ikke krydsninger med Alpe-Guldregn.

ÆRTETRÆ (Caragana arborescens). +++ Ærteblomstfamilien.
Ærtetræ
 Ærtetræ anvendes som læplante og som prydplante. Ofte podet på en grundstamme.
Ærtetræ er i familie med Guldregn, og er omtrent af samme giftighed, især indeholder frøene et giftigt bitterstof.
Man bør advare børn mod at sutte på blomster og spise af bælge og frø, der i umoden tilstand minder om ærtebælge.

BUKSBOM (Buxus sempervirens). +++ Buksbomfamilien.
Buksbom
 Blade og rødder indeholder bl.a. alkaloidet buxin. Planten har tidligere været anvendt som lægeplante.
 Afklippede blade fra planten skal uskadeliggøres og må ikke anvendes til strøelse m.v.
Planten har tidligere været anvendt mod tandpine, epilepsi og indvoldsorm.

DVÆRGMISPEL (Cotoneaster). + Rosenfamilien.
Cotoneaster
 De populære haveplanter har dekorative bær, der imidlertid indeholder et blåsyreglykosid, der kan fremkalde forgiftninger. Bærrene er heldigvis bitre, derfor ses forgiftninger sjældent.

KRISTTORN (Ilex aquifolium). ++ Kristtornfamilien.
Kristtjørn
 Frugter og frø indeholder nogle ukendte stoffer, der kan give børn kraftige mavesmerter. En snes frugter kan være dødelige. Derimod tager fuglene ikke skade af bærrene.

SNEBÆR(Symphoricarpos rivulus). Gedebladfamilien. +
Snebær
Findes undertiden forvildet i naturen.
De hvide bær indeholder et harpiksholdigt stof der kan fremkalde irritationer i slimhinder i mund, mave og tarm og bør ikke spises.

ALM. LIGUSTER (Ligustrum vulgare). + Ligusterfamilien.
Liguster
 Denne kendte hækplante indeholder et farvestof - ligulin - samt et ikke udforsket giftstof.
Det kan medføre eksem hos nogle mennesker. Der er set dødelige forgiftninger hos børn, der har spist de sorte bær. Giften medfører opkastninger og kraftig mave-tarmkatarr.

LAURBÆRDAFNE (Daphne laureola) ++ Dafnefamilien.
Laurbærdaphne
 Frøene og barken indeholder mezerin. Dødelig dosis angives til 10-20 bær.

VEDBEND, EFEU (Hedera Helix). Vedbendfamilien. +
Efeu
 Vedbend er en stedsegrøn, buskagtig plante der klatrer ved hjælp af birødder. Planten har 2 forskellige blade, de vegetative blade er håndlappede, de der bærer blomsterne er elliptiske.
Bladene indeholder et ætsende stof, helixin, der ikke virker på alle mennesker.
Planten indeholder en del saponiner.
Det er især de sorte bær, der er giftige. Der er set meget svære forgiftninger og dødsfald hos bør, der har spist bærrene.

LIDEN SINGRØN, SINGRØN (Vinca). Singrønfamilien. ++
Vinca
 Halvbuske med nedliggende stængler. Plantes ofte i haven som bunddække.
Denne bunddækkende plante hører til samme familie som Nerie.
Den indeholder nogle giftige alkaloider og er derfor forbud til anvendelse i urtete.
Den amerikanske Monark-sommerfugl spiser denne plante, hvilket gør den giftig for byttedyr.

Til top


Læge- og giftplanter

BULMEURT(Hyoscyamus niger)+++ Natskyggefamilien.
Bulmeurt
 En 25-100 cm høj, klæbrig-håret, opret, ubehagelig lugtende plante, 1-2 årig.
Frøet er en kapsel, der åbner sig på tværs ved et låg.(Buddike)
Planten er indført af munkene som lægeplante og forvildet fra klosterhaverne.
Bulmeurt, hvis historie fortaber sig i fortiden, hører til de ældst kendte læge- og giftplante.
Saften indeholder atropin og hyoscyamin.
Planten har været anvendt til fremstilling af pilegift og til giftmord, i medicinen som middel mod nervelidelser (cynoglospiller). Planteudtræk har tidligere været anvendt som trylledrik og som en del af heksenes flyvesalve.

GALNEBÆR, BELLADONNA. (Atropa belladonna) +++ Natskyggefamilien.
Galnebær
 Gammel lægeplante, der er meget giftig i alle dele af planten. Navnet antyder, at den, der spiser planten bliver gal eller afsindig.
Planten kaldes også for Belladonna, hvilket skyldes den har været anvendt som skønhedsmiddel. Det er p.g.a. den pupiludvidelse som forårsages af Atropin - "kvieøjne".
Planten indeholder store mængder hyoscyamin. Men også atropin, belladonin og skopolamin og nikotin.
3 bær til børn og 10 bær til voksne angives som dødelig. Der findes modgift.
Giften angriber centralnervesystemet op forårsager lammelser.
I middelalderen kaldes heksebær, morderbær, troldkirsebær, dvalebær, galmandsbær, sovebær, natskade.
Atropin har været anvendt som modgift mod insektmidlet Parathion.
Atropinpiller bruges overfor nervøs astma, krampe og neuralgi.
Det standser spyt- og svedsekretionen.

GALDEBÆR (Bryonia alba cretia). ++ Græskarfamilien.
Galdebær
 Planten er anvendt som lægeplante. De sorte bær er særdeles giftige - 10 - 20 bær er dødelig dosis for børn. Planten er sjælden.
I middelalderen har roden af Galdebær været brugt som forfalskning af Alrunerod, og fordelen ved Galdebær er, at den gror langt hurtigere ogtrives bedre i vores klima. Ulempen har så været, at man kan risikere at få voldsomt hududslæt med blærer ved blot ved at røre ved planten.
Roden har været anvendt som abortmiddel og drasticum, dvs. den er voldsomt afførende, og mod epilepsi og lammelser. I Middelalderen har den været anvendt som abortfremkaldende middel. I amuletter skulde Galdebær kunne bringe lykke og beskytte mod djævelen og lynnedslag og anden form for uvejr.
I 1970 blev det forbudt at anvende plantedelene i fødevarer, men anvendes i homeøpatien.

Planten er blevet kaldt uægte alrune, idet den i middelalderen blev brugt som forfalskning af Alrunerod.

Der er to arter af Galdebær, Enbo-Galdebær med sorte frugter er den giftigste.
Tvebo-Galdebær (Bryonia Dioica) får røde bær.
Symptomer på forgiftning er kvalme, opkastning, svimmelhed, lav temperatur og puls, udvidede pupiller.

Bør ikke forveksles med den meget giftigere plante Galnebær, der hører til natskyggefamilien.(Belladonna)


SKARNTYDE (Conium maculatum) +++ Skærmblomstfamilien.
Skarntyde
 En glinsende, glat skærmplante med 50-120 cm høj stængel, der er trind, hul, blålig bedugget og navnlig forneden besat med blodrøde pletter.
Planten må ikke forveksles med den almindelige og harmløse skærmplante, der er så almindelig i vejkanten - Vild Kørvel.
Skarntyde indeholder i alle organer flere meget giftige alkaloider, hvoraf den vigtigste er coniin, der virker typisk lammende.
I ren tilstand er coniin en farveløs væske og har historisk interesse ved at være det første alkaloid, man har fremstillet syntetisk.
Det giftbæger, som Sokrates ifølge historien tømte, indeholdt efter visse eksperters mening ikke saft fra skarntyden, men derimod saften fra den giftigere GIFTTYDE.
Forgiftningssymptomerne er i begyndelsen brænden og kradsen i mund og hals, kvalme, opkastning, lammelse af tungen og pupiludvidelse, svimmelhed, diarré, trækninger i alle muskler, synke- og talelammelse, følelsesløshed.
Til sidst lammelse af åndedrætscentret og en næsten pludselig død. Bevidstheden varer som regel til det sidste.
Forgiftningens prognose er alvorlig. Selv efter en overstået akut forgiftningstilstand kan patienten i længere tid lide af lammelser, i det mindste muskelsvækkelse.
På den anden side er redning mulig selv ved en dødelig forgiftning, hvis det standsede åndedræt kan iværksættes kunstigt og tilstrækkeligt længe.

DANSK INGEFÆR (Arum maculatum). Arumfamilien +++
Dansk Ingefær
 Næsten alle dele af planten er giftig, men det er især de smukke, røde bær, der giver anledning til forgiftninger af især børn.
Planten indeholder nogle giftige alkaloider, bl.a. stoffet aroin, der findes i saften. Saften er stærkt hudirriterende.
Giften kan fjernes ved opvarmning eller tørring.
Dansk Ingefær er en gammel lægeplante, idet roden har været anvendt som et afførende og slimløsnende middel.
Fugle tager ingen skade af frøene, da de ikke kan fordøje frøene.

KÆRMYSSE (Calla palustris). Arumfamilien ++
Kærmysse
Kærmysseindeholder et lignende stof som Dansk Ingefær.
Kalmus (Acorus calamus) er en sumpplante i samme slægt med lignende giftstoffer. Planten giver sjældent anledning til forgiftninger, da den vokser i på ret utilgængelige sumpområder som dens nære slægtning Kalmus - sjældnere ved åbredder.
Kærmysse er nær beslægtet med de kultiverede Kallaer, der er almindelige stueplanter.

JULEROSE, NYSEROD (Helleborus niger). ++ Ranunkelfamilien
julerose
 Denne bunddækkende plante indeholder giftige alkaloider og er af den grund forbudt til brug i urteteer.

STORMHAT, VENUSVOGN (Aconitum napellus). +++ Ranunkelfamilien.
Stormhat
Indeholder det stærkt giftige alkaloid Aconitum o.a. i alle plantens dele. Forgiftning indtræder få minutter efter indtagelse. Symptomerne på forgiftning er følelsesløshed i hele kroppen, "myrekryb", brændende fornemmelser og senere en udbredt kuldefornemmelse.
Små doser nedsætter hjerteaktionen, større doser bevirker død som følge af hjertelammelse. Ca. 3 g knolde angives som dødelig dosis = ca. 5 mg akonitin. Der findes ingen kendt modgift.
Planten er anvendt som elskovsmiddel og i heksesalver tilbage i Middelalderen. Efter sigende havde kejser Nero en privat giftblanderske, der anvendte planten mod politiske modstandere.
Navne som Blå Munkehætte, gifthætte og djævelsrod siger meget om dens brug.
Man har under 1. verdenskrig anvendt planten som erstatning for morfin.

PIGÆBLE, BLÅ PIGÆBLE (Datura stramonium, D. tolula) +++ Natskyggefamilien. Pigæble
 Planten har fået navn efter frugten, der er besat med mange, spidse pigge.
Den er 30-100 cm høj med udspærrede, gaffeldelte grene.
Pigæble, hvis hjemsted er Sortehavsområdet, er oprindelig indført som lægeplante og dyrket i klosterhaverne, hvorfra den er forvildet.
Meget giftige planter, hvis lugt allerede kan forårsage svimmelhed. Børn kan blive forgiftet ved bare at sutte på blomsterne.
Hovedalkaloiderne i Pigæble er hyoscyamin, skopolamin og atropin. I lægemiddelterapien anvendes pigæbleblade nu mest som astmamiddel (astma-pulver til rygning, astmacigaretter og -cigarer) og i søsygemidler.
En nær slægtning, Englebasun, Engletrompet, Datura arborea, dyrkes ofte som udplantningsplante. Den har hængende blomster. D. suaveolens har gule blomster.

SVALEURT (Chelidonium majus). Valmuefamilien. ++
Svaleurt
Det er plantens gule mælkesaft, der virker ætsende på huden.
Svaleurt indeholder flere skadelige alkaloider.
Hvis planten spises kan der dannes blærer i munden, hovedsmerter og svimmelhed er normale symptomer. Det er sjældent planten giver anledning til forgiftninger, da smager skarpt og brændende.
Man troede i Middelalderen, at plantesaften var virksom mog gulsot p.g.a. farven på saften.
Saften er anvendt mod vorter uden nogen påviselig virkning.
Navnet stammer fra, at blomstringen falder sammen med svalernes ankomst.

KORS-VORTEMÆLK (Euphorbia lathyris). Vortemælkfamilien. ++
Korsvortemælk
Planten vokser vildt i Sydeuropa, hvorfra den er indført som lægeplante af munkene i Middelalderen.
Planten kan findes hist og her i haver.
Planten har været anvendt som afføringsmiddel og har derfor blevet kaldt: bugsmække, skideurt, ulvemælk, brændeurt. Det sidste navn sikkert fordi at mælkesaften virker brændende på huden.
Desuden har den været anvendt i heksesalver, som byldemiddel og som sindssygemiddel.
Mælkesaften med de harpiksholdige stoffer bevarer sin virkning efter tørring.
Symptomer på forgiftning er opkastning, svimmelhed og kramper.

AMERIKANSK OLIEPLANTE, KRISTPALME (Ricinus communis). +++ Vortemælkfamilien.
Kristpalme
Frøene, der er brunmarmorerede, indeholder et meget giftigt protein -phytotoksin ellerricin. Ca. 5 frø medfører alvorlig forgiftning. Af frøene udvindes amerikansk olie, der er et effektivt afføringsmiddel. Giften følger ikke med ved presningen, da den ikke er opløselig i olie.
Frøene ligner en tæge, der bl.a. angriber får og hunde. Planten er opkaldt efter denne tæge (Ricinus).
Frøene smager godt, hvilket øger risikoen for at børn forgiftes, da de kan opfatte frøene som slik. Frøene er dødelig giftige.
Frøene anvendes undertiden som pynt i smykker som halskæder og armringe.
Amerikansk olie anvendes som smøremiddel og mod forstoppelse. Den meget kraftige gift er ikke bundet i olien, men i kagerne efter at olien er presset ud.
Det er udelukkende i frøene, man finder giftstoffet ricin.

FINGERBØL (Digitalis pupurea). +++ Maskeblomstfamilien
**
Indeholder digitalglykosiderne digitoksin, gitotoksin, gitalin, samt saponiner.
Digitalispræparater benyttes mod hjertesygdomme, idet en korrekt dosis gør hjertets arbejde regelmæssigt. For store doser svækker hjertet og forårsager lammelser.
Kloge koner kurerede vattersot med planten, da denne lidelse forårsager blodansamlinger p.g.a. svækket hjertevirksomhed. For store doser havde desværre den modsatte effekt.
Planten er en meget gammel lægeplante, men de hjertevirksomme stoffer er uhyre giftige - grænsen mellem lægemiddel og dødelig gift er lille.
Ved forgiftninger anvendes bræk- og afføringsmiddel samt aktivt kul.

PERIKUM, Prikbladet P. (Hypericum perforatum). Perikumfamilien ++
Perikum
Blomsterne indeholder et fotosensibiliserende stof, der gør huden overfølsom for lys. Kvæg, der æder Perikum i større mængder kan dø af det.
Giften - hypericin - findes i hele planten, men mest i blomsterne.
Der er ingen risiko ved at anvendes plantens blomster som krydderi i snaps, da det kun findes i små mængder.
Boghvedeplantens blomster indeholder bl.a. en lignende stof - fagopyrin - mens boghvedegrød er uden.

KERMESBÆR (Phytolacca acinosa). + Ptytolakfamilien.
**
Den dekorative plante har store klaser med efterhånden sorte bær. Har været anvendt til farvning.
Saften er ikke farlig, men frø og rødder er giftige. Farlige for børn.
Kermesbær hører ikke hjemme i Danmark, men er dyrket i haverne de seneste 2-300 år.
Den stærkt farvende saft er ikke giftig, derfor kan den uden risiko anvendes til at farve syltetøj og rødvin.
Fugle spiser bærrene, men tager ingen skade, da de ikke kan fordøje frøene, hvor giften findes.
Navnet er afledt af et arabisk ord for cochenille-skjoldlusen, der indeholder et af de stærkest farvende stoffer, man kender.

Foldblad (Veratrum). Liljefamilien.
Foldblad
Foldblad er almindelig i haver og har været anvendt som medicin af munke.
I Amerika har man fundet adskillige misdannede lam, hvor fårene har spist planten i en bestemt periode under drægtigheden. Virkningen har man sammenlignet med thalidomid , der har givet lignende skader hos gravide kvinder.
Foldblad indeholder alkaloider som veratrin, der især findes i roden. Planten har været anvendt som nysemiddel ligesom den ægte nyserod - Helleborus. Nysen blev betragtet som et sundhedstegn i gamle dage, derfor blev den brugt til sindssyge indtil for ca. 150 år siden.

HAMP (Cannabis sativa). + Hampfamilien (Morbærfamilien)
Hamp
Planten indeholder et euforiserende alkaloid især i kirtelhår, og i størst mængde i hunblomsterstandene - tetra-hydro-cannabinol. (THC)
THC angriber det limbiske nervesystem og dermed korttidshukommelsen. Giften forårsager sløvhed. Ved længere tids misbrug opstår der ofte angstpsykoser. Giften udskilles meget langsom fra kroppen, hvor den kan spores i op mod 3 mdr. efter indtagelsen.
Planten har tidligere være påbudt i dyrkning - i Chr. 5.s danske lov står: "at alle Bønder er forpligtiget til at dyrke Hamp på en del af deres Jorder...".
Hampen anvendtes da som tekstilplante til bl.a. fremstilling af reb.
P.g.a. af indholdet af TCH har planten været forbudt i dyrkning herhjemme.
Der kan dog gives dispensation til dyrkning af en speciel sort hamp med et meget lille indhold af cannabinol, idet EU støtter dyrkning af denne som spindplante.
Cannabinol kan lindre smerter hos nogle sclerosepatienter. Marinolpiller indeholder THC i ren form. Hash kan ikke give en dødelig forgiftning, men der er andre farer. Risikoen for afhængighed og for udvikling af psykoser stiger med stigende misbrug.
Hashrygning er langt farligere for lungerne end tobaksrygning, bl.a. er indeholder af det cancerogene stof benzpyren langt større i hash end i tobak.
I hampplanten er fundet ca. 500 stoffer, men det er kun THC, man har forsket i.
Pot eller Marihuana er de tørrede blade og topskud fra hampplanten, med et indhold af THC på 1-6 %.
Skunk er topskud og plantedele fra en specielt forædlet hampplante med et højt indhold - ca. 10 % - af stoffet THC.
Hash har et indhold af THC på 2-13 %.

Alrune, Galgeurt (Mandragora officinarum). Natskyggefamilien ++
Alrune
Alrunen stammer fra middelhavslandene og har været omgærdet af megen overtro. Frugterne har været benyttet som elskovsmiddel, hvilket er omtalt i 1. Mosebog.
Det er især den kraftige tvedelte rod, der har givet anledning til overtroen, da den blev betragtet som et levende væsen. Røddernes form svarer til Ginseng-plantens, måske er det denne form, der har givet anledning til overtroen om disse planters anvendelse som elskovsfremmende virkning.
Man mente at planten ofte voksede på galgebakker i Norden. Det kunn skyldes at bødlerne dyrkede planten for at fremstille en bedøvende eller beroligende drik til ofrene inden henrettelsen.
Alrunen indeholder alkaloider - både scopolamin og hyoscyamin - og må betegnes som giftig.

Til top

Æselagurk (Ecballium eleratium). Græskarfamilien
Æselagurk Planten stammer fra landene omkring Middelhavet, men findes dyrket i en del danske haver.
Frugterne er specielle, da de ved modenhed bliver eksplosive, da der dannes overtryk i frugterne.
Planten er blevet anvendt som middel mod gigt og helvedesild.
Hele planten er giftig.

Mistelten. Viscum album. Misteltenfamilien.
Mistelten
Mistelten er kendt fra den nordiske mytologi, idet aserne tog alle ting i ed, der kunne skade Odins søn Balder - blot ikke misteltenen.
Mistelten er en ægte snylteplante, der indeholder en kraftig hjertegift - viscotoxin, der er et alkaloid.
Planten har været anset for hellig, den skulle kunne beskytte mod trolde og hekse og anvendt som medicin mod epilepsi og som et effektivt middel mod et for højt blodtryk.
Fugle spiser gerne de klæbrige frø, men kernerne fordøjes ikke. Forgiftninger på mennesker er meget sjældne.

PEBERTRÆ (Daphne mezerum). ++ Dafnefamilien.
Pebertræ
 Den smukke busk indeholder samme giftige stof som Laurbærdafne - mezerein, der er et harpiksagtigt stof.
Planten vokser vildt i Mellemeuropa og i Skandinavien og er en almindelig haveplante.
Pebertræ er en gammel lægeplante, der har været anvendt mod syfilis, djævelskab blandt køer og i troldomsmedicin.
Røgen fra brændende grene skulle beskytte husdyrene.
Den skarpe smag i røgen har givet den navne som drøbelurt og kælderhals Navet "Daphne" stammer fra den græske mytologi.

SEVENBOM (Juniperus sabina). +++ Cypresfamilien
Sevenbom
Sevenbom ses undertiden i haver og anlæg.
I alle dele af planten og især i de blå bærkogler er der forskellige giftstoffer som savinin, sabinol, podyfyllotoxin. Planten har været anvendt af munke og nonner som et abortfremkaldende middel og som middel mod vorter.
Forgiftningssymptomerne er mavesmerter, kramper og lammelse af åndedrættet som blodig urin.
Sevenbom har værtsskifte med pærens gitterrust. Planten er nær beslægtet med enebær, hvis frø anvendes til at krydre gin med.

Slåen. (Prunus spinosa). Rosenfamilien.
Slåen
Slåenbusken blomstrer omkring Valborgs aften, hvor heksene samles for at flyve mod Bloksbjerg. Planten blev anvendt som beskyttelse mod hekse, idet man anså de blomstrende grene som velegnede til at piske hekse med.
De blåsorte frugter indeholder store mængder garvestoffer. Frugterne er populære som smagsstof i snaps (Bjesk), der skal have fået frost før de kan anvendes.
Planten har været anvendt som diarré-middel og mod ufrivillig vandladning på grund af sin sammentrækkende virkning.
Blomsterne kan anvendes som en te med blodrensende og vanddrivende effekter.
Medicinsk: På grund af sin sammentrækker virkning styrker den lukkemusklernes arbejde både ved diare og ufrivillig vandladning effektiv som gurglevand mod ondt i halsen og mundbetændelse.

Svalerod. (Vincetoxium hirundinaria). Svalerodfamilien.
Svalerod
Svalerod indeholder vincetoxin, især i roden og i frøene.
Symptomer på forgiftning er kvalme, opkastninger, diarrι og lammelser af muskulaturen.
Planten blev anvendt som lægeplante i Middelalderen mod bl.a. pest, gulsot og dyrebid.
Planten virker sved- og vanddrivende.
Planten findes i visse dele af landet, især på skrænter og i skove - især på kalkbund.

TAKS (Taxus baccata L.). +++ Taksfamilien
Taks
Et lavt træ eller en busk.
De vigtigste giftstof er alkaloidet taxin og glykosidet taxicatin, der findes i frøene og bladene.
Det er især kvæg og heste, der kan blive udsat for forgiftninger, da de kan finde på at spise af skuddene.
En læser har fortalt om et eksempel på høns, der døde efter at have indtaget taks - der er al mulig grund til at advare mod planten i nærheden af husdyr.
Man har kendt til plantens giftvirkning i Oldtiden, hvor udtræk blev anvendt til at forgifte spyd- og pilespidser, og den har været alment anvendt i heksesalver.
Taks blev plantet af munke, måske brugte man taksgrene til buer.

Til top

Fødevarer med giftige stoffer
Rødkløver Rug, hvede, spinat, byg, ris, kartofler, gulerødder, ærter, bønner m.fl. Sojabønne. Ærteblomstfamilien. Havebønne. (Phaseolus vulgaris) Ærteblomstfamilien. Paranød, Peanuts (Jordnødder), Pistacienødder. Majs. Rug Mykotoksiner dækker over en række meget giftige stoffer, der dannes af visse skimmel- og mugsvampe.
Mykotoksiner dannes især under fugtige og varme forhold.
Toksinerne giver anledning til både akutte forgiftninger som mere kroniske lidelser. Visse stoffer indvirker på menneskers hormonbalance.

Fusariumsvampe danner nogle sundhedsskadelige stoffer.
Fusariumangreb kan forekomme ved ensidig eller manglende plantebeskyttelse.

Blågrønalger (Cyanophyta.) ++

Til top


................

Til top


Ordliste

op Til top  HjemTil hovedside



Oprettet 12.12.1998  *  Opdateret 16.12.2012