Til bund    HjemTil hovedside

 Insekter som skadevoldere i landbruget

På siden vises nogle af de insekter, der angriber planter i mark og have her i landet.
Insekter er et økologisk nyttigt led i naturen, og der er kun få arter, der forvolder skade på kulturplanter.
I den følgende summariske fremstilling omtales ikke egentlig bekæmpelse af skadevolderne - bortset fra en historisk fremstilling.
Her må det anbefales at anskaffe et gratis eksemplar af en eller flere af de udmærkede håndbøger, der udgives af de, der forhandler planteværnsmidler - eller anskaffe det udmærkede lærebogsmateriale, der anvendes på fagskolerne.
Siden er ikke beregnet på fagfolk, men for alle, der har interesse i at vide lidt om emnet.

Urinsekter - Sølvkræ

asølvkræ
Sølvkræ (Lepisma saccharina) er harmløse urinsekter, der lever af dødt materiale. De opholder sig steder, hvor der er fugtigt. De kommer frem når det er mørkt og forsvinder lynhurtigt, når lyset tændes.
De kaldes ofte fejlagtigt for Sølvfisk og Sølvsild, det navn er forbeholdt en tropisk fisk. På engelsk kaldes den dog Silverfish.
Egentlig hører de ikke hjemme i denne afdeling, men da mange opfatter dem som uønskede får de en lille omtale.
Sølvkræ kan fordøje cellulose, og optræder som skadevolder i f.eks. museer og arkiver, hvor de kan ødelægge bøger og frimærkesamlinger.
I almindelige husholdninger er der normalt ingen grund til at bekæmpe disse uskadelige smådyr, men har man en fobi overfor dem kan man anvende et af de pyrethroidholdige midler, der er godkendte til indendørs anvendelse. Disse midlerne er ugiftige for mennesker og dyr.

Retvingede - Gravegræshopper

Jordkrebs
Jordkrebsen
er en 35 - 50 mm stor, mørkebrun græshoppe med meget stærke forben.
Jordkrebsen forekommer i haver, parker m.v. især i de østlige egne. Det er en sjov fætter, der egentlig sjældent gør skade på samme måde som muldvarpen, som den kan sammenlignes med i levevis. Den graver gange i løs, rimelig fugtig jord. Gangene er fingertykke. Jordkrebsen lever af rødder, rodknolde, insekter, larver, regnorme m.v.
Den lever det meste af tiden i gangene i jorden når den skal parre sig. Jordkrebsen kan lave lyde som græshopperne i øvrigt ved såkaldt stridulation. Det sker i forbindelse med parringen i forsommeren.

Billedet viser en nærstående art fra Afrika, der ikke adskiller sig ret meget fra den, der kan ses her i landet.

Blærefødder- Thrips

Thrips Thrips
bliver 1-2 mm store. Thrips optræder ofte i store mængder. De kaldes Gnavpander og Tordenfluer m.v.
Kålthrips har mange værter - de suger på bladene på de små planter af bl.a. Kålroer og Bederoer. Bladene bliver forkrøblede. Ved Kålroe krøller de opad med form som en teske - ved angreb på bederoe krøller bladene nedad.
Billedet viser disse 2 arter.
Andre Thripsarter angriber Ærter, Rug og andre kornarter, Kløver m.v.

Til top



Næbmunde

Tæger
er ofte i besiddelse af nogle stinkkirtler og er derfor ofte ildelugtende.
Havetæge Tæger har en ufuldstændig forvandling. Munddelene er indrettet til at suge og stikke med.

Kåltægen er mørk. Den angriber især korsblomstrede planter såsom Kål, Raps og Radiser.

Havetægen er grøn. Den har 2 generationer og angriber en lang række forskellige planter - kartofler er en af dens foretrukne værtsplanter..
Angrebene kan være voldsomme i nærheden af læhegn.
Den forveksles undertiden med Bladlus.

Cikader
anretter sjældent skader i landbrugsafgrøder. Indendørs i væksthuse, stuer m.v. ses ofte mere eller mindre angreb. Dværgcikaderne er 3-4 mm lange.

Bladlopper
er små insekter - kun få mm. lange.
Kun en enkelt art har betydning i landbruget -Gulerodsbladloppen.
Angreb forårsager, at toppen bliver krøllet og minder om kruspersille.

Bladlus
er små insekter, der let kendes fra Tæger på de to rygrør, der sidder på bagkroppen.
Bladlus har en kompliceret forplantning.
Bladlus Om foråret optræder nogle generationer med udelukkende hunner, der alle føder levende unger - se billede. Det kaldes for Partenogenese - jomfrufødsel..
Senere generationer udvikles hanner med vinger, hvorefter forplantningen sker kønnet.
Bladlus suger egentlig ikke i bladet, den stikker snablen ned i et sikar, hvor der er overtryk. Den sukkerholdige saft fra bladene pumpes ind i bladlusen.
Den overflødige sukker udskilles gennem kroppen, som en del myrearter anvender som føde.

Ferskenbladlusen
regnes for en af landbrugets værste skadevoldere.
Ferskenbladlus bladlus Det skyldes ikke den direkte skade på selve bladene, men denne bladlus er en af de mest effektive til at overføre forskellige virussygdomme - Virusgulsot i bederoer, Bladrullevirus og Rynkesyge i kartofler m.v.
Bladlusen inficeres med virus fra syge planter i roekulen, der ligger for længe på marken. Efter en omdannelse i maven havner virusen i spytkanalen, hvorefter lusen er smittedygtig.
Den bedste måde at bekæmpe virusgulsot i bederoer er at fjerne bederoekulerne fra marken senest omkring 1. maj.
I kartofler inficeres Ferskenbladlusen med smitstoffet ved at suge på angrebne blade, der er smittet med virus det foregående år. Smitten følger læggekartoflen!
Direkte bekæmpelse af denne bladlus er ikke let, da den er meget mobil - den sidder kun på samme sted i kort tid - i modsætning til Bedebladlusen, der er stationær og danner store kolonier på bladene.
Af andre lus kan nævnes Havrelusen, Kornlusen, Kållusen, der er sort og har et vokslag, Ærtelusen, der er grøn, ca. 3 mm lang. I haven ses Blommelusen, der er omgivet af et tykt vokslag, der skyer vand. Til top



Biller
Den matsorte ådselbille.
Både bille og den voksne larve er ca. 10 mm lange.
Ådselbille Larven er sort og ligner en bænkebider.
Angreb ses tidligt om foråret - det er navnlig planter af bedefamilien - bederoer, hvidmelet gåsefod, spinat m.v. - der angribes med ofte ødelæggende effekt.
Men også andre planter såsom kartofler, gulerødder og vårsæd angribes.

Oldenborren
Der er 2 arter i Danmark, der optræder massevis med jævne mellemrum. Oldenborre
Begge biller er ca. 25 - 30 mm lange. Larverne bliver op til ca. 50 mm lange og har et 4-årigt forløb i jorden, hvor de lever af rodfrugter og planterødder - roer, kartofler, korn, græs m.v.
De voksne lever af løvtræers blade
Oldenborrens larve har været anvendt som fødemiddel for visse folkeslag. I Europa helt op til det 18. århundrede. (Entomofagi.)

Af andre arter kan nævnes Brandenborgeren og Hedeoldenborren, Natoldenborren og Klintoldenborren, der alle kan findes i Danmark.

Gåsebillen ligner Oldenborren, men er noget mindre.
Gåsebillen Billen er 9 - 12 mm lang - larven kan blive op til 20 mm.
Udviklingen gennemløbes på et år.
Gåsebillen optræder specielt på de lette jorder, hvor den kan findes i græsmarker, roer o.lign.
Den ses ofte i haver, hvor der går ud over græsplanen, lave træer og buske, roser m.v.
De største skader fra larverne sker om efteråret, når larverne er størst.
Af andre torbister kan nævnes Skarnbasser og Gødningsbiller, der ikke skader landbrugsafgrøder.

Glimmerbøssen er en lille bille på 2,0-2,5 mm længde.
Glimmerbøsse Billerne findes i massevis i specielt gule blomster af Mælkebøtte, Raps og andre korsblomstrede, hvor de æder blomsterne.
Det er dog især i Raps at skaderne er alvorlige.
Æggene lægges i blomsterne, forpupningen sker i jorden.
Der er kun 1 generation om året.

Kornsmælderen er en 7-10 mm lang bille.
Smælderen Når billen ligger på ryggen kan den springe i vejret - heraf navnet.
Billen lægger æg i græs (eller i kvik!). Larven gennemløber en 4-6 årig udvikling i jorden! (Den har ikke rekorden for lang larvestadie i jorden - det sørger en amerikansk cikade (Tibicen septemdecim) for med op til 16 års ophold under sin 17-årige livsløb.
Larverne er lange og tynde og glinsende gule. Den største skade gør de i græsser 3 år efter æglægningen, hvor de er blevet store. Det 4. år forpupper larverne sig om foråret.
Coloradobille, Kartoffelbillen
Coloradobillen Coloradobillen er ca. 10 mm lang med 10 sorte længdestriber. Larven er mørkerød med 2 rækker sorte pletter langs siden. Larven kan minde noget om Mariehønens larve, som den ofte forveksles med.
Coloradobillen har en glubende appetit på kartofler. Ved masseforekomster kan de ribbe en mark totalt i løbet af kort tid.
Coloradobillen ses undertiden i Danmark i varme somre med megen søndenvind.
Billen har endnu ikke fået fodfæste her i landet.
Fund skal meldes til politiet eller direkte til Plantedirektoratet, som sørger for bekæmpelse.
Ved angreb går man meget drastisk til værks for at bekæmpe den. Det skyldes, at der ved eksport af læggekartofler ofte kræves oplyst nærmeste afstand fra fund af billen det pågældende vækstår.

Den gulstribede Jordloppe
Jordloppe Jordlopper angriber specielt planter af Korsblomstfamilien - kålroer, turnips, raps, alle former for kål, radise m.m.
Visse udenlandske arter kan overføre plantesygdomme.
Af andre jordlopper kan nævnes Korn-jordloppen, Rapsjordloppen og Bede-jordloppen. Jordlopper er 3-5 mm lange.
Skulpe-Snudebillen
er en ca. 4 mm bille, der hovedsagelig angriber Raps og andre korsblomstrede.
snudebille Skaderne på rapsen er sjældent ret omfattende, men billen laver hul i skulpen, så Skulpegalmyggen kan lægge æg i skulpen. Galmyggen er ikke i stand til at gennembore skulpen selv.
Af andre snudebiller kan nævnes Kløversnudebillen og forskellige Bladrandbiller.

hindbærbille Hindbærbillen
er 3-4 mm lang. Den er frygtet i haven, hvor den lægger æg i hindbærblomster, sjældnere i brombær.
Larven er ret ulækker. Den fjernes bedst ved at varme bærrene op nedefra -larverne søger opad og kan skummes af.
Billen kan forveksles med Hindbærsnudebillen, men dens larver lever ikke i bærrene.

Liljebille Denne farvestrålende bille volder en del skade på planter af liljefamilien. Den er 6-8 mm lang.
I steder for at ofre insektmidler kan man ryste dem af planterne - eller man kan nøjes med at beundre farverne på billen.
Til top



Bladhvepse

Kål-bladhvepsen
er små hvepse på 7 -8 mm. Larverne kan blive små 20 mm lange og kaldes ofte for fløjlsorme.
Der er 2 generationer årligt. Alle former for korsblomstrede angribes - kål, raps, sennep, radise etc.

Halmhveps
hører til træhvepsenes familie.
Den er smal og ca. 8 mm lang. Larven er gullig.
Hvepsen lægger æg på græs og korn. Hvepsen gør kun skade lejlighedsvis.

Til top



Sommerfugle
Ærtevikleren
Ærtevikler er en sommerfugl på ca. 15 mm. Larven kan blive ca. 10 mm.
Både ærter og andre bælgplanter kan angribes.
En enkelt larve kan ødelægge 3-4 ærter i bælgen.

Ugler, Jordugler
Gammaugle Ugler er natsværmere med en tyk, lodden bagkrop.
Vingerne har ofte nogle karakteristiske aftegninger, der anvendes ved navngivningen.
Der er ingen særlig bekæmpelse af uglelarver.

Billedet viser en Gammaugle med de karakteristiske aftegninger.
Larven er let genkendelig på, at de bevæger sig som målerlarver, da de mangler de forreste par gangvorter. Larverne bliver 25 - 30 mm lange. Larverne optræder hyppigst på rodfrugter, raps og bælgplanter - sjældnere græsser.
Ager-uglen
Ageruglen Ager-uglen hører til jord-uglerne, hvis larver lever i jorden af rodfrugter og planterødder.
De grå larver kaldes for knoporme
. De kan blive op til 50 mm lange. Et af de almindeligste forekommende, skadelige larver, der angriber en lang række planter i mark og have. Rodfrugter, kålplanter, agurk, salat, løg, rødbeder m.fl.

Kartoffelboreren
har rødlige vinger. kartoffelborer Larven er grålig, kødfarvet med en tydelig rødlig ryglinie.
Æggene lægges i græsstrå og i stængler af saftige planter. Både kartofler, tomater, bederoer, majs, bælgplanter, jordbær m.fl. angribes.
Larven der kan blive ca. 40 mm borer sig ind gennem stænglen. De forpupper sig i juni-juli måned.

Andre ugler.
Af andre arter af jordugler kan nævnes Hvedeuglen, Frøgræsuglen, Ærteuglen, Aksuglen, Haveuglen, Græsuglen, Kåluglen

Store Kålsommerfugl -hører til dagsommerfuglene. Æggene lægges på undersiden af kålblade. Der er 2 -3 generationer årligt. Angrebet på kålplanter kan blive meget voldsomme - specielt 2. generation.
De lodne larver er gule med sorte aftegninger.
I visse år angribes bestanden af forskellige snyltere.
Den lille kålsommerfugl lægger æggene enkeltvis. Larven matgrøn.
Klædesmøl og Melmøl. Møl klædesmøl
Klædesmøllets larve foretrækker snavset tøj, mørke, ro og god varme. Larven kan forårsage store skader på alle former for tekstiler. Der er flere generationer årligt.

Melmøllet stammer fra Mellemøsten, hvorfra den har spredt sig over hele kloden. Melmøllet og larven kan forårsage store skader i kornprodukter.

Til top



Myg, fluer

Stankelben, Mosestankelben.
stankelben Der er flere andre arter Stankelben, der ikke optræder som skadedyr.
Det kan være vanskeligt at se forskel på arterne. Men en kraftig lup kan de kendes fra hinanden ved forskelle på bagkroppen.
Stankelbenet lægger æg om efteråret i græs - herunder kvik.
Larverne har en voldsom appetit, de æder både af rødder og de overjordiske skud når det bliver mørkt.
Angrebet er værst i korn efter ompløjet græs. Man kan ofte indirekte se, om der er angreb i marken, hvis fuglene vender græstørvene i marken.

Hårmyg
Hårmyg ligner fluer en del. Der er flere arter af hårmyg -Have-Hårmyggen er ca. 10 mm lang, larven op til 15 mm. Der er kun 1 generation årligt.
Det er larven, der undertiden optræder som skadedyr. Det sker ved stærke angreb, hvor mangel på føde tvinger larverne til at æde levende planter, græs, korn, kartofler og rodfrugter.
Myggene foretrækker humusjord, jord gødet med husdyrgødning eller kompost o.lign.
Græs-Hårmyggen er lidt mindre. Der er 2 generationer årligt. Også den kan forvolde en del skade ved stærke angreb.

Sadelgalmyg
er en lille, rødlig myg på ca. 4-5 mm længde. Den foretrækker at lægge æg på kvik, men har fået smag på hvede og byg. Myggen optrådte som skadedyr i 60érne, efter den i en lang årrække ikke havde været bemærket.
Larverne er små og bliver efterhånden rødlige. Der forårsager ved deres bid nogle gallelignende dannelser på strået - heraf navnet.

Krusesyge-galmyg
Galmyg-raps
er en lille myg på 1 - 2 mm længde. Den lægger æg på korsblomstrede planter - kål, raps, radise m.fl.
Planternes hjerteskud ødelægges og skaderne efter angreb er forholdsvis stor. Den 1. generations angreb ses omkring juni, og det er det, der skader mest.

malariamyg Malariamyggen - Anopheles maculipennis
regnes for Jordens farligste dyr.
Det skyldes at myggen overfører en mikroskopisk malariaparasit, der er skyld i ca. 1 mio. dødsfald årligt.
Malariamyggen findes også her i landet, men er ufarlig, da den ikke er inficeret med den dødbringende parasit - et encellet dyr, der gennemgår en indviklet udvikling i myggens spytkirtel (Plasmodium spp.)
Myggen kendes fra den alm. stikmyg på dens karakteristiske siddestilling.

Fritfluen
fritfluen Lille ca. 2 mm lang sort flue, der lægger æg i korn, specielt i havre.. Desuden i græsser og majs. Der er 3 generationer - sidst i maj, midt i juli og sidst i august.
Da larverne angriber hjerteskuddet bliver skaderne på planterne forholdsvis store.

Andre fluer. Timothe-fluen, Bygfluen m.fl.

Gulerodsfluen
Gulerodsflue Fluen er 4-5 mm lang og glinsende sort. Den er vanskelig at få øje på.
Æggene lægges ved grunden af gulerodsplanter , men også Selleri og Persille angribes undertiden.
Der er 2 generationer.
Et gammelt husråd for haveejere er at have en række Tagetes eller løg omkring gulerødderne for at afskrække gulerodsfluen.
Nyere undersøgelser har vist, at det ikke har nogen målelig virkning.

Kålfluen
Der er 2 arter - Den lille kålflue og Den store kålflue. Fluen er ca. 6 mm lang.
Begge angriber forskellige planter af Korsblomstfamilien - alle former for Kål, Kålroe, Turnips, Radise etc. Der er 2 - 3 generationer årligt.
Æggene lægges ved grunden af planterne. Et gammelt råd for haveejere går ud på at sætte en kartonskive med tjære el. lign. omkring stænglen ved jordoverfladen. Det er overkommeligt for haveejere. Kålfluerne er vanskelig at bekæmpe med plantebeskyttelsesmidler.

Bedefluen
bedeflue er en lille flue, der lægger sine hvide æg i rækker på bagsiden af bederoer.
Når larverne klækkes gnaver de sig ind gennem overhuden og minerer derefter bladet.
Der er ca. 3 generationer - den første er langt den værste da roerne er små.
Også Spinat, kan angribes.

Stuefluen Musca domestica.
Den almindelige stueflue er ikke så harmløs, som den ser ud til.
Den kan overføre mere end en snes forskellige sygdomme, byldepest, kolera, kopper, polio, tyfus, spedalskhed o.m.a. Sygdommene overføres gennem dens snabel.

oksebremse Oksebremsen er en Bremse, der lægger æg på kvæg - især er tyrene udsatte.
Larverne borer sig gennem huden ind i kødet på dyrene. Larverne kan blive ca. 30 mm.
Den kaldes ofte fejlagtigt for Okseklæg. Oksebremsen er ikke så almindelig som tidligere, hvor den ofte forårsagede skader på kvæget og på huderne.

blindbremseBlindbremsen
kan optræde talrigt i visse år og på visse lokaliteter. Hunnen skal sikkert bruge blod for at der kan udvikles æg.
Stikkene er meget smertende - både for mennesker og dyr. De optræder især i fugtige, varme sommerdage, hvor deres stik kan være ganske ubehagelige. Blindbremsen kan kendes fra regnklægen på sine sortplettede vinger.
klæg Regnklægen
er meget generende insekter for varmblodede dyr - herunder mennesket.
De er specielt aktive når der er udsigt til tordenvejr. Deres bid er meget smertefulde.
Mitte
Der er flere arter af mitter , de optræder ofte i stort tal og kan irritere mennesker og dyr med deres stik.
Stikkene mærkes næsten ikke, de forårsager ofte nogen kløe og rødmen.
Optræder i perioden fra maj til september - specielt i fugtige skove og enge.

Til top



Spindlere

er ikke insekter, men er en selvstændig klasse. Spindlere har fået navn efter Edderkopper, der kan spinde.

skovflåt Skovflåten
er en blodmide, der kan overføre en farlig bakterie -Borellia - til mennesket med dets bid.
Andre steder i Europa kan den overføre en virus, der kan forårsage en betændelse i hjernehinden.
Skovflåten overføres til dyr og mennesker ved at hage sig fast til pels eller hår fra sin placering på et græsstrå.

Spindemider Spindemider, rødt og hvidt spind.
Mider er specielt skadegørere i stue- og væksthuse, hvor de suger af blade. Spindemider er vanskelige at bekæmpe kemisk.
I væksthuse anvendes ofte biologisk bekæmpelse med rovmider, en metode der er velegnet i dette miljø.
Spindemider er ca. 0.4 mm store.
Til top



Fra Arsenik og DDT til moderne insektbekæmpelse.

Midler og metoder før 1940:

  1. Forebyggende metoder
  2. Teknisk bekæmpelse
  3. Kemisk bekæmpelse.(insekticider)
  4. Biologisk bekæmpelse.

Fra 1939 - 80-érne

  1. DDT - (2,2 bis-(p-chlorfenyl-1,1,1-trichlorethan.)
    I 1939 opdagede P. Müller stoffets insektdræbende virkning - en opdagelse, han fik nobelprisen for i 1948.
    Stoffet er ikke særlig giftig over varmblodede dyr, og DDT blev af samme grund bl.a. anvendt til aflusning af fanger fra koncentrationslejrene efter krigen og dermed forebygge tyfusangreb.
    Den akutte giftighed måles med 50- værdien (Letal Dosis 50 % dødelighed - se under pesticider) LD50-= ca. 200 mg/kg. - LD50, dermal - = ca. 3000 mg/kg. (dermal = optagelse gennem huden). DDT er med andre ord langt mindre giftigt end f.eks. koffein i kaffe og acetylsalicylsyre i Aspirin/Magnyl.
    I USA har man tidligere afholdt biologiske forsøg hos frivillige - et hold fik således indtil 75 mg DDT dagligt genne længere tid - uden påviselige symptomer på forgiftninger.
    Stoffet fik gennem de næste år meget stor udbredelse - i Danmark var anvendelsen dog relativ beskeden - ca. 40 tons på årsbasis. En stor part anvendtes i gartneriet og private haver (Gesarol.)
    DDT er et meget stabilt stof i naturen - nedbrydningstiden er 4 - 30 år. Det bindes i fedtvævet og udskilles meget langsomt. DDT opkoncentreres i faunaens fødekæder. Det viste sig at give uheldige følger på de sidste led i fødekæden bl.a. på rovfugle.
    DDT kan spores i en mængde organismer overalt på jordkloden. Prøven er uhyre følsom, man kan måle ganske få molekyler.
    Stoffet blev tages ud af anvendelse i Danmark for 40 år siden - 1. 11. 1969 - bortset fra specielle anvendelser såsom bejdsning af sædekorn, som myremiddel o.lign.
    I USA blev stoffet forbudt i 1972.
    Det havde dog nogle andre konsekvenser. WHO har beregnet, at 20.000.000 mennesker fik nedsat livslængden og -kvalitet p.g.a. forøgelse af malariaangreb da der ikke var egnede midler til bekæmpelse af Malariamyggen parat til erstatning af DDT.
  2. Parathion diethyl p-nitrophenyl-thiofosfat.
    I Danmark anvendtes Parathion - i stor stil. Stoffet er meget giftigt overfor både insekter og dyr (LD50-- 3-15 mg/kg. - dermal 70-200 mg/kg). Midlet var uhyre effektivt overfor en lang række insekter, selv om nogle få grupper efterhånden udviklede resistens mod stoffet (fluer).
    Midlet blev hurtigt nedbrudt i levende væv. Ca. 3-4 dage efter en behandling kunne planter uden risiko angribes af insekter. På dødt materiale var stoffet ret stabilt.
    Stoffet blev så kendt under firmanavnet Bladan, at mange forvekslede det virksomme stof med firmanavnet - ikke mindst hos medier og politikere.
  3. Der blev i 60-érne og 70-érne introduceret en mængde forskellige insekticider - metyl-parathion og malathion var lignende stoffer som parathion - Dimethoat, Lindan, Aldrin, Dieldrin o.m.a.
    Nogle virkede som kontaktmidler, andre forgiftede plantesaften (systemiske midler).

Insektbekæmpelse i 90 ´erne.

  1. Pyrethrummidler.
  2. Bakterier. Visse bakterier - f.eks. Bacillus thuringiensis producerer gifte, der er virksomme overfor en del sommerfugle- og myggelarver.
    Denne egenskab har man med held gensplejset ind i enkelte planter, der dermed får en naturlig evne til at bekæmpe angreb af insekter.
  3. Svampe forsøges anvendt i udlandet på visse skadedyr - f.eks. bladlus, coloradobillen og mider.
  4. Rovmider i væksthuse har overtaget bekæmpelsen af spindemider.

Til top



Insekternes system
Til top



Ordliste

Op Til top  HjemHjem

Skadevolder

 

Oprettet 08-11-99 - - opdateret 22.01.2007