20/01/202331/10/2023

Skjern Å – Vestjyllands flod!

Emner

Sydløsningen – et forslag fra arbejdsgruppen

Velfærdsanalyse af det nye projekt – naturprojektet

Kommentarer til Dubgaards velfærdsanalyse – debatindlæg bragt i Landsbladet

Det mest kvælstof-belastede vandmiljø i Danmark

Lidt billeder fra det seneste projekt – af nogle kaldet Svend Aukens sump

Historie

Skjern Å´s udspring findes i Tinnet krat – få meter fra Gudenåens udspring. Åen afvander et område på ca. 10 % af Danmarks areal og er dermed landets vandrigeste. Gns. vandføring er ca. 35 m3/s og kan – sammen med Gudenåen – betegnes som en flod.
Åen har udløb i Ringkøbing Fjord, der tidligere har stået i forbindelse med Vesterhavet inden gabet blev lukket omkring år 1800. Fjorden blev derefter fersk og rig på grøde.
Åen transporterer ca. 25000 m3 sedimenter/år. Det har gennem et par hundrede år aflejret sig i og omkring Fjorden og har skabt Danmarks eneste delta.
Skjernådalen omfatter ca. 4000 ha. Det har efter dannelsen af deltaet ofte taget karakter af sumpområde, idet store dele af arealerne ofte stod under vand i op til 9 måneder af året.
Til top

Projekter gennem tiderne

Det har gennem tidens løb været udtænkt mange projekter, men p.g.a. åens til tider voldsomme vandføring har den været svær at tæmme.

I 1790 enedes lodsejerne om et fælles klageråb over at åen ødelagde høhøsten. Efter godt en snes år enedes man om at bygge nogle lave diger.

I 1850 samlede man sig om en plan for at grave et nyt åløb, en plan der blev forkastet af ministeriet.

I 1887 udarbejdede Hedeselskabet en plan, der lignede den plan, der blev gennemført i 1960.

I 1901 vedtoges en løsning med udretning af åen mellem Lønborg og Fjorden med sommerdiger. Denne løsning var imidlertid langt fra tilstrækkelig.

En sukkerfabrik under krigen har f.eks. været på tegnebordet men blev opgivet igen.

Et plan med et kraftværk fra samme periode blev også opgivet.

Andre projekter blev opgivet p.g.a. uenighed mellem lodsejerne.

I 1940 vedtog Folketinget en ny landvindingslov, der indebar, at Staten ville give op til 2/3 af udgifterne, hvis landmændene ville dyrke korn i stedet for at avle græs.

I 1944 sagde egnens landmænd nej til et projekt med afvanding.

I 1955 samledes lodsejerne til et møde, hvor 70 % var positiv overfor afvandingsprojektet.
Der blev nedsat et lodsejerudvalg med Smedegaard Mortensen som formand og konsulent Vadgaard som sekretær.
Skjernåprojektet af 1958 blev gennemført i årene 1962 – 1968 og var på den tid Nordeuropas største landvindingsprojekt med Hedeselskabet som entreprenør. Her blev åens nederste 20 km reguleret.
Projektet var stort og omfattede 3750 ha.
1235 lodsejere med ca. 2800 forskellige parceller skulle enes om jordfordeling og projekt, hvor eng og sump skulle forvandles til god landbrugsjord.
Åens bundbredde er 30 m på det første stykke – og 45 m efter tilløb af Omme å. De 2 m høje og 3 m brede diger har nogle udvalgte steder forsynet med overløb til kontrolleret digebrud ved oversvømmelser.
Ved udretningen blev åens forløb forkortet med, hvilket betød større fald og dermed ubalance i sedimenttransporten. Derfor indgik den såkaldte “laksetrappe” ved Kodbøl i projektet. Det består af tre “trapper” á 30 cm, der skulle tage overskudsenergien og sikre samme materialevandring som tidligere.
Prisen for projekter blev på ca. 30 mio. kr., hvoraf Staten betalte 20 mio. kr. Lodsejernes andel blev herved på ca. 2000 kr./ha.
Til den lokale afvanding af området blev bygget 5 pumpestationer. Den yderste – Pumpestation Nord – har en kapacitet på 3 x 1000 l vand/s, for at pumpe afvandingsvandet fra området til den Søndre Parallelkanal gennem rør under Skjern Å. Pumpestation Nord er et yndet udflugtsmål, hvor man har en fortræffelig udsigt over området.

skjernådalen
Fig. Skjern Å-systemet.

Efter opdyrkning af jorden viste det sig, at den var meget yderig.
Hvedeudbytter over 10 tons/ha var ikke noget særsyn.
Beregninger viser, at projektet blev en økonomisk succes for alle parter – ikke mindst for Staten, der gennem forøget skattegrundlag hurtigt fik sine udgifter tjent mangefold igen.
Efter tørlægningen af arealerne blev der muligt for publikum at kunne færdes i området hele året, hvilket har medført en stor turisttilstrømning til området.
Efter 12 års dyrkning af arealerne opgjorde konsulent Ravn resultatet.
Med en kontant indtægt i skat til det offentlige på ca. 54 mio. kr. var det en af den bedst forrentede projekter, som Staten havde finansieret med den omtalte landvindingslov. Heri er endda ikke indregnet den ekstra beskæftigelse den store korndyrkning havde medført.

Til top

Generelle forhold

Skjernåprojektet drejede sig om at beskytte området for afløbsvandet fra de store midtjyske områder – og beskytte Skjern Å mod forurening af afløbsvand fra de omliggende bysamfund og landbrug.
Skjern Å består af afløbsvand fra Midtjylland. Afvandingsvandet fra selve Skjernådalen løber ikke i Skjern Å, men samles i et parallelt kanalsystem, der ikke har forbindelse med selve Skjern Å, hvis bund i øvrigt er højere end de omgivende arealer på den nederste strækning. Ganer Å og Kirkeåen løber også i denne kanal via rør under Skjern Å. Et forhold, som politikerne ikke var bekendt med, da man vedtog socialdemokratiets forslag om genskabelse af Skjern Å-systemet d. 5.5.1987 fremsat af Henning Nielsen (MF, S). Det gælder bl.a. også Ritt Bjerregaard (MF, S) og Lone Dybkjær (R, MF), der i en Tv-udsendelse udtalte, at åen blev forurenet med nitrat fra lodsejernes rigelige anvendelse af “kunstgødning”.
De var henholdsvis miljøpolitisk ordfører og miljøminister.
Heller ikke forslagsstilleren vidste før senere, at der var tale om 2 adskilte systemer.
Eksemplet viser, hvor lidt viden Folketingets medlemmer i grunden havde vedrørende Skjern Å på beslutningstidspunktet.

Til top

Lov om genskabelse af Skjern Å-systemet d. 5.5.1987

Baggrunden for denne lov, der blev vedtaget af et stort flertal, var de stigende natur- og miljøproblemer, der blev konstateret i Ringkøbing Fjord. Samtidig ville man forbedre vandkvaliteten i åsystemerne og fjorden. Renseanlæggene skulle forbedres o.s.v.
En arbejdsgruppe blev nedsat med N.O.Hansen, Miljøstyrelsen som formand. Det er nu mere end 10 år siden de første medarbejdere fra styrelsen indtog Vestjylland via Stauning Lufthavn, hvor de tjekkede medarbejdere efterlyste den stedlige oksekærre til videre transport og snart meddelte, at SFs miljøpolitik hurtigt skulle indføres i det lokale område – det sidste dog som en uofficiel, privat bemærkning.
Arbejdsgruppen gik i gang med et grundigt udredningsarbejde af forholdene. Der gik meget tid med at definere, hvad politikerne mente med genskabe åens slyngninger – om det betød 2 eller flere bugtninger?
Arbejdsgruppens faglige resultater blev forelagt på diskussionsmøder for lodsejerne, hvor jeg havde fået en af lodsejernes plads. På første møde forelagde biolog P. Noe Markmann, som arbejdsgruppens sagkyndige, de foreløbige teorier og resultater.
Man var overbevist om, at fosfor var problemet og skitserede en metode til udfældning af stoffet i det område, der kaldes Fuglsand.
Med dette oplæg sluttede mødet. På næste møde blev der ikke lejlighed til at imødegå fosforteorien, der stred mod den anerkendte landbrugsfaglige viden, da man i mellemtiden havde nye data – nu var nitrat hovedsynderen. Dette mere politisk korrekte standpunkt blev fastholdt fremover.
Og således foregik de fleste møder – ingen diskussion om oplæggene, man fik hele tiden nye data.
Ifølge Miljøstyrelsen var okker intet problem, hvilket de uden tvivl har ret i, da udledningen af okker (jern) er faldende. At hovedparten af den tilledte okker stammer fra Statens brunkulslejer i Søby har sikkert ikke haft indflydelse på dette synspunkt.
Der udledes forbavsende lidt fosfor fra Skjern renseanlæg. Det skyldes sikkert, at fosfor bindes i det okkerholdige vand. Efterhånden som okkermængden falder, kan man forvente en stigende fosforudledning!
På et af møderne havde jeg fornøjelsen at sidde i gruppe med fisker Lodbjerg. Han har en betydelig viden om Ringkøbing Fjord, en viden som mange biologer sikkert kunne have gavn af.
Han kunne bl.a. fortælle om de tonsvis af fisk, der døde af saltchok ved slusen ved Hvide Sande, hvor man regulerer fjordens saltholdighed. Sådanne “småuheld” kommer ikke til offentlighedens kendskab.
Under hele udredningarbejdet blev lodsejerne forsikret om, at der ikke skulle ske ekspropriation – al jordopkøb skulle ske på basis af frivilligheden.
Det blev bl.a. nævnt af Lone Dybkjær o.m.a. Det var der ingen, der troede på dengang – og det viser sig også med al ønskelig tydelighed, at politikerne talte mod bedre vidende – også dengang.
Efterhånden udviklede projektet sig mere og mere i retning af “naturgenopretning” – det oprindelige formål at forbedre forholdet i Ringkøbing Fjord trådte i baggrunden.

Til top

Sydløsningen

Udvalget anbefalede den såkaldte “Sydløsning”. Ved hjælp af en computermodel blev denne løsning beregnet til at reducere kvælstofudledningen med ca. 300 tons årligt.
Det var åbenbart et skuffende lavt tal, set i sammenhæng med den samlede årlige udledning på ca. 7000 tons årligt til Ringkøbing Fjord.
I forvejen var koncentrationen af kvælstof i Skjern Å´s vand lavere end den er i mange kommunale vandværker.
Måske derfor blev projektet kaldet for en naturgenopretning.
Der er rettet kritik af det beregnede tal på 300 tons N som værende alt for optimistisk.
Der er fremført, at der uden nogen ændring kunne forventes et fald på ikke mindre end 1500 tons mindre kvælstofudledning årligt p.g.a. de allerede foretagne foranstaltninger ved bl.a. etablering af grønne marker.
Tallet står anført i rapporten, men man har omhyggelig undgået at gøre opmærksom herpå ved fremlæggelsen af rapporten – her fik de beregnede 300 t N al omtale.
Reduceringen på de 300 tons N/år er beregnet på grundlag af de 7000 tons N – ikke af den mængde på 5500 t, der forventedes at blive udledt få år efter.
Der er også anført kritik af, at man ikke har tages hensyn til de sæsonmæssige variationer af kvælstofudledningen – hovedparten udledes jo om foråret, hvor det indgår i bl.a. grønalgeproduktionen, der er betingelsen for vandmiljøets fauna. Blågrønalgers vækst begunstiges af mangel på kvælstof i forhold til fosfor, samt roligt vand så de kan flyde op til overfladen. Blågrønalger indgår ikke i den fødekæde, der ender med fisk og skarv, men i stedet belaster bunden med organisk stof. Problemet med blågrønalger og andre algetyper blev stort set ikke berørt af arbejdsgruppen.

Til top

Andre forslag og tiltag

Det haster med at få projektet igangsat. Der er allerede nu opnået en betydelig forbedring af fjorden – der kan fiskes fladfisk, hvor der tidligere ingen var. Årsagen til forbedringen skyldes især 2 ting. Saltholdigheden er reguleret opad – det reducerer den stærke grøde langs bredden. Desuden fjernes en stor del af bundvegetationen når den skæres, hvor den tidligere blot blev ført med strømmen og senere rådnede i fjorden til skade for ikke mindst bundfiskene.
Denne frivillige foranstaltning skal nok vise sig at have større miljømæssige gevinst end den, man opnår for ca. 1/4 mia. kr. som Sydløsningen vil komme til at koste.
Erik Lund, Silkeborg har udarbejdet er helt andet projekt, der har været forelagt flere gange for de kompetente myndigheder, der desværre ikke tager det blot nogenlunde alvorligt.
Erik Lunds forslag stemmer meget godt med de lokale ønsker – men det har den ulempe, at det åbenbart ikke opfylder miljøfolkenes ambitioner overfor det store udland.
Forslaget går i korte træk ud på at reetablere den gamle Skjern Å med slyngninger fra Borris til Skjern-Tarm landevejen.

Det er på den strækning, man har nogle naturværdier af betydning – og det er på denne strækning, at Laksetrappen findes.

laksetrappe

Denne strækning omfatter kun et beskedent areal med hovedsagelig mosebund.
Et sådan projekt vil have store landskabs- og miljømæssige fordele og vil kunne etableres for en brøkdel af den pris som Sydløsningen vil koste.
Fra lokal side har man fra starten foreslået at omdanne Kodbølstyrtet – Laksetrappen – til et stryg bestående af sten i stedet for de 3 * 30 cm betontrapper. Det ville kunne gøres for under 1 mio. kr. og vil lette fiskenes passage op ad åen.
Ringkøbing Amt har målt, at kvælstofudledningen til Ringkøbing Fjord er reduceret med 22 % i forhold til 1986. Fosfor er også reduceret kraftig i denne periode – 46 %. Dette understreger klart, at beregningerne m.h.t. effekten for “Sydløsningen” er forkert – den medregner samme reducering 2 gange. Men det handler jo efterhånden om noget helt andet end forbedring af fjordens miljø – nemlig at imponere udlandet og tilgodese hobby-ornitologers interesser.

Til top

Loven om naturgenopretningen omkring Skjern Å

Et projekt der startede med at skulle genskabe Skjern Å´s selvrensende effekt med henblik på at komme en nødlidende Ringkøbing Fjord til undsætning, var nu ændret undervejs til et natur-genopretningprojekt. Miljømyndigheder og politikere havde i årevis argumenteret for denne selvrensende effekt – det var først efter man var sikker på at projektet blev vedtaget at man indrømmede at slyngningerne ingen målelig effekt ville have.
Det havde den velestimerede biolog Bent Lauge Møller sagt meget klart allerede mens han var ansat i Miljøstyrelsen, hvilket var meget politisk ukorrekt så længe projektet ikke var vedtaget. Lauge Møller er ikke længere ansat i Miljøstyrelsen, hvilket ikke nødvendigvis skyldes denne udmelding.
Senere har Miljøstyrelsen dog indrømmet, at B. Lauge Møller faktisk havde ret.
I Miljøstyrelsens rapport Vandmiljø 90 vurderedes det, at hovedløbene både i Karup og Skjern Å var »praktisk taget uforurenende«. (MS 148)
Den nye erkendelse var ikke ny for en del andre fagfolk, bl.a. ferskvandsbiolog Steen G. Hansen og biolog Lars Kamp Nielsen.
Samme år som loven vedtoges af alle partier undtaget Fremskridtspartiet, nedsattes en brugergruppe, hvor man skulle drøfte anvendelsen af de nye eller de såkaldte genskabte arealer, som var blevet overtaget af Staten.
De sidste arealer blev eksproprieret på trods af, at politikere havde lovet, at afståelsen af arealerne skulle ske på frivillig basis. Der sidder nogle ganske dygtige og erfarne embedsmænd i diverse ministerier, der kan afbøde de folkevalgtes fejltagelser.

nyprojekt

Figuren viser den nye linieføring for Skjern Å.
Til formand for udvalget besluttede miljøminister Svend Auken at hente tidl. minister Bjørn Westh som formand for udvalget. Et godt valg. Dels er han en partifælle til Svend Auken, dels blev han ikke valgt til Folketinget – og dels møder han ikke op med forudfattede meninger, da han ikke tidligere har beskæftiget sig med Skjern Å. Han har de bedste forudsætninger for at støtte de lokale – som Svend Auken har lagt stor vægt på. (Blot de ikke blander sig i beslutningerne!)

En stor del af arealerne, hvor der tidligere avledes store afgrøder af græs og korn, bliver oversvømmet.
Det forsumper og giver efterhånden plads til et rigt fugleliv.
I det lavvandede område er der rige muligheder for den elegante Skarvfugl at hente laksesmolt som fødegrundlag.
Man kan også forvente, at en del af okker fra Skov & naturstyrelsens arealer i Søby bliver aflejret her.

Arbejdet med at grave en ny og snoet åleje blev påbegyndt i 1999 og forventes færdig i 2002.
Projektet kommer til at omfatte ca. 2200 ha, hvilket er lidt over halvdelen af hele området.
I den østlige ende af området er der ikke helt afklaring med lodsejerne. Det er her den kendte Laksetrappe findes – det tredelte styrt på 90 cm, der skulle udligne energien ved det kortere åløb.
De lokale havde foreslået tidligere at erstatte den omstridte laksetrappe med et såkaldt stryg – dvs. fylde det op med store sten. Et projekt til ca. 1/2 mio. kr.
Nu skal det efter planen lægges ind i et nyt leje til en noget højere pris.

De første virkninger af det nyeste projekt kan allerede ses nu her i foråret 2000.
De laks, der var på vej op til gydepladserne nægter at svømme gennem det mudrede vand, som gravemaskinerne forårsager – ifølge lokale kilder.
Men bortset fra det, så går det godt……….

I slutningen af juli 2002 blev Skjernåen ledt ind i sit nye leje ved Borris – nedenfor Sønderbygaard. Hermed nærmer arbejdet sig sin afslutning.

Det politiske spil vedrørende projektets gennemførelse er bl. a. belyst i en rapport af Laura Tolnov Clausen: Kampen om Å-dalen.
Institut for Arkæologi og Etnologi. Københavns Universitet. Nov. 2000.

Til top

Det udeblevne iltsvind i Ringkøbing Fjord

Ringkøbing Fjord er et af de mest kvælstofbelastede vandområder i Danmark.
Ifølge førende danske iltsvindseksperter er kvælstof den mest betydende faktor for iltsvind i vandmiljøet.

Hvis de har ret, så burde Ringkøbing Fjord være et af de mest udsatte for iltsvindsforekomster med hyppige forekomster af bundvendinger.
Forskere har ved boreprøver konstateret ca. 200 sikre forekomster af kraftige iltsvindeforekomster af disse alvorlige og voldsomme iltsvindsepisoder i historisk tid.
Men efter 2. verdenskrig har der ikke være alvorlige iltsvindsforekomster, hvilket er i modstrid med danske biologers teorier, som da heller ikke deles af alle biologer. F.eks. ses sjældent iltsvind i hollandske vandmiljøer på trods af, at de udleder langt mere kvælstof end Danmark gør.
Er den danske teori om ilsvind forkert?
Noget tyder på det.
En gruppe fagfolk under ledelse af chefbiolog Flemming Møhlenberg var i Holland for at studere grunden til, at man her ikke havde problemer med iltsvind.
Desværre er denne rapport gået i glemmebogen allerede inden den blev udgivet. Ingen refererer til den.
Troen på, at kvælstoffet spiller en nøglerolle lever stadig i danske miljøkredse.

Men….
Det er en kendsgerning, at fosfortilledningen til fjorden er meget lav, hvilket overvejende skyldes, at fosfor bindes af de jernholdige okkerforbindelser, som stammer fra især Søby brunkulslejer, hvor man netop havde en stor produktion under 2. verdenskrig.
Det passer fint med de historiske kendsgerninger vedrørende miljøet i Ringkøbing Fjord.

Et stort kvælstofudledning og et lavt fosforudledning til Fjorden giver et stort N:P-forhold, som har stor betydning for hvilke algearter, der trives i fjorden. F.eks. er forekomsten af blågrønalger meget lille. (N:P-forholdet er afgørende for, hvilke algetyper, der optræder i vandmiljøet.

Et “Redfield-tal” under ca. 7 øger risikoen for at blågrønalgerne dominerer, der er for megen fosfor i forhold til kvælstof.
Blågrønalger (de kaldes også cyanobakterier) driver rundt i overfladen og er ikke et fødegrundlag for havets organismer.
Deres iltproduktion afsættes i atmosfæren og kommer ikke vandmiljøet til gode. Nogle arter er desuden temmelig giftige.
I Ringkøbing Fjord er der stort set ikke blågrønalger, sikkert pga. meget lille fosforindhold.
Men hvorfor udvaaskes der så lidt fosfor til fjorden?
Det skyldes at et stort okkerindhold binder de store mængder fosfor, der frigøres fra de gamle brunkulslejer i bla. Søby!.
I begyndelsen af udredningsarbejdet mente biologerne at okkerindholdet var problemet, men den teori opgav man kort tid efter.
Måske for at undgå at Staten fik et sagsanlæg for forureningen af området, da Søby brunkulslejer er Statens arealer.
Selv om okker kan være et problem for fiskeynglens udvikling, så er fosfor-tilledningen faldende, så planerne med udfældning af okkeret blev heldigvis opgivet.
I stedet kastede man sig over kvælstoftilledningen, som man ville nedsætte ved naturlig selvrensning!!
Man ville “tilbageføre” Skjernåens linieføring, det skete imidlertid ved at man oprettede et helt nyt åløb!

Man beregnede sig frem til, at N-udledningen ville falde med 300 tons N/år, hvilket er skuffende lavt. Og så havde man endda regnet med de forældede tal over 7000 tons N/år, i mellemtiden var det faldet med ca. 1000 tons N/år pga. landbrugets stigende anvendelse af de såkaldete “grønne afgrøder”.

Biologer var ikke tilfreds med sigtdybden i fjorden, de mente at mindre lys påvirkede plantevæksten og iltproduktionen fra bundplanterne.
De fik derfor gennemført en beslutning om at øge saliniteten i fjorden ved at lukke mere saltvand ind.
Resultatet oversteg alle forventninger, idet det forårsagede massedød af fiks, der fik saltchock.
Man kunne sige at operationen lykkedes, men patienten døde!
Også tagrørenes vækst blev så forringende, at man efter saltvandsindsprøjtningen opgav at høste tagrør langs bredderne, de voksede ikke måleligt.
Men sigtdybden blev forbedret, så man nu kan se bunden, der domineres af krabber og søsalat.

I fremtiden kan vi forvente, at kvælstoftilledningen til fjorden stiger i takt med at mindre okkertilledning fra brunkulslejerne.
Så engang i fremtiden vil vi igen opleve, at Ringkøbing fjord dør at omfattende iltsvindsforekomster, som det er sket flere hundre gange siden Istiden.

……………..

Til top

Velfærdsanalyse for det nye projekt

Lektor Alex Dubgaard fra KVL m. fl. har for Wilhjelm-udvalget foretaget en velfærdsøkonomisk analyse over det såkaldte natur-genopretningsprojekt for Skjernåen.
Rapporten kan hentes gratis på adressen:

Skjernå-velfærdsanalyse i pdf-format

Vælg: Wilhjelm-rapporten -> Hovedudvalgets rapport -> Økonomirapporter -> Skjernåen.

Nogle hovedposter fra denne analyse (beregnet med 3 % rente indenfor en uendelig tidshorisont)

Man må hilse med tilfredshed, at man nu er begyndt at sætte tal på de miljømæssige tiltag som sættes i gang fra politisk hold. Det er ingen tvivl om, at lektor Alex Dubgaard har lavet et solidt og grundigt udredningsarbejde. De faglige data som man har stillet til rådighed for Dubgaard kan der derimod sættes spørgsmålstegn ved.
Analysen indeholder en række meget usikre tal, derfor burde der være flere såkaldte “scenarier” for at dække denne usikkerhed.
Et andet ankepunkt kunne være, at beløbene beregnes som en lineær funktion. Udledning af næringsstoffer er ikke en lineær funktion. Så skulle det optimale være en udledning på nul – og så ville Fjorden dø! En mere rigtig metode ville være at benytte en S-formet funktion.
Man kan med rapporten måske sætte beløb på allerede foretagne, lokale foranstaltninger. En reduktion på ca. 1500 tons kvælstof/år vil svare til ca. 250 mio. kr. i samfundsværdi.
At høste grøden i Omme Å og Skjernåen, så den ikke udledes til Fjorden, har været en så stor miljøgevinst, at den sagtens kan sættes til det dobbelte af N-udledningen – altså ca. 500 mio. kr.
Se nærmere næste afsnit.

Til top

Debatindlæg i Landsbladet januar 2002 (300 ord)

Lektor Alex Dubgaard [AD] har i forbindelse med Wilhjelm-udvalget foretaget en velfærdsøkonomisk analyse over det såkaldte natur-genopretningsprojekt for Skjernåen.
Enkelte kritikpunkter skal nævnes her, de går dog ikke på selve analysen, men mere på det datagrundlag, der er anvendt, og som AD ikke har ansvaret for.

Den såkaldte «Sydløsning» ville ifølge EDB-model beløbe sig til ca. 300 tons mindre kvælstofudledning årligt.
Det tal er i rapporten nedjusteret til 211 tons/år.
Tallet for N-udledningen er fejlbehæftet, hvilket er påtalt. Da arbejdsgruppen tog fat på udredningarbejdet var det årlige tal for N-udledning på 7-8000 tons N/år til Ringkøbing Fjord.
Det tal er nu ca. 1500 tons mindre, hvilket er forudset i rapporten til Folketinget. Man har med andre ord medregnet en del af udledningen 2 gange.
AD nævner en forventelig mindre N-udledning pga. en mere ekstensiv driftsform i projektområdet.
Det er højst tvivlsomt om der bliver en målelig forskel overhovedet. I modsætning til hvad politikerne regnede med, har der ikke været ret stor udledning af kvælstof fra selve Skjernå-området. Det skyldes at der ikke anvendes husdyrgødning på arealerne. [3]
Den altovervejende del af N-udledningen stammer nemlig ikke fra de ca. 4000 ha store Skjernå-område, men fra Midtjyllands landområder.
Miljøgevinsten for fjorden er for kvælstoffets vedkommende negligeabel, hvad angår selve projektområdet. Derfor er gevinsten ved N-udledningen alt for høj ansat set i forhold til andre stoffer.
[3][4]
COWI har beregnet en mindre fosforudledning i selve projektområdet,
der værdisættes til 44 mio. kr.
Bortset fra første møde med lodsejerne, indgik fosfor ikke som
et problem for arbejdsgruppen – måske fordi man fandt ud af, at
tilledningen af fosfor til Ringkøbing Fjord faktisk er lille i forhold
til andre lignende lokaliteter.
Okker værdisættes udfra en COWI-beregning for en rensning – pris ca. 40 mio. kr.
Her er der noget galt.
For mere end 10 år siden kom Skjernå-arbejdsgruppen hurtigt til den konklusion at okker ikke var noget problem, da okkerudledning var faldende gennem årene.
Okker binder faktisk en masse fosfor der ellers ville være udledt til fjorden.
Efterhånden som okkerindholdet falder, kan man forvente at der sker en forøget fosforudledning – altså det modsatte af hvad rapporten regner med. De 40 mio. kr. burde i stedet være et nul.
Sparede pumpeudgifter til afvanding af ca. 1550 ha er
værdisat til ca. 12 mio. kr.
Tallet er forkert, da der i rapporten forudsættes at 900 ha enten er eller bliver marginaliseret indenfor en kortere
årrække, og der ikke skal pumpes vand væk fra disse arealer.
O.s.v.

Selv om analysen er både lødig og grundig, bør den ikke stå som et skoleeksempel for fremtidige undersøgelser af lignende karakter.
Man burde i stedet have valideret hele videngrundlaget for Skjernå-undersøgelsen, som man tidligere har argumenteret for.
Det er desværre ikke sket, løbet synes at være kørt hvad dette unødvendige prestigeprojekt angår.

Kilder:
[1] VELFÆRDSØKONOMISKE BEREGNINGER VEDRØRENDE DE FLERSIDEDE SAMFUNDSMÆSSIGE COSTS OG BENEFITS VED DET GENNEMFØRTE NATURGENOPRETNINGSPROJEKT I SKJERNÅ-DALEN. ISBN: 87-7279-359-7. Gratis på: http://www.sns.dk
[2] Denne side.
[3] NPO-redegørelsen – tabel s. 48.
[4] Grøn Viden nr. 10.

Den uforkortede udgave:

Lektor Alex Dubgaard KVL,(AD)m.fl. har i forbindelse med Wilhjelm-udvalget foretaget en velfærdsøkonomisk analyse over det såkaldte naturgenopretningsprojekt af vor vandrigeste flod – Skjernåen – et projekt til over 250 mio. kr. [1]
Denne analyse må hilses velkommen, ikke mindst fordi økonomianalyser i forbindelse med natur og miljø af mange anses for af være politisk ukorrekt.
Vestjysk Landboforening har tidligere været ude med kritik på enkelte punkter af rapporten.
En del af mine kritikpunkter går ikke på selve analysen, men mere på det faglige grundlag, der danner grundlag for analysen, og som AD ikke har ansvaret for.
En lidt personlig farvet omtale af Skjern Å´s projekter gennem tiderne kan findes i reference [2].

AD nævner at det primære formål med det nye Skjernå-projekt har
været naturgenopretning. Det er forkert.
Den oprindelige grund til at sagen blev rejst i Folketinget var at forbedre forholdene i Ringkøbing Fjord. Naturgenopretning blev i kommissoriet nævnt sekundært.
Når det undervejs skiftede holdning skyldes det uden tvivl at der kun kunne forventes små og tvivlsomme gevinster på miljøet i Fjorden.
Mindre kvælstofudledning blev oprindeligt beregnet til ca. 300 tons/år – det tal er nedjusteret i rapporten til 211 tons/år (pga. mindre areal.)
Tallet for kvælstofudledningen er forkert, hvilket skyldes et par fejl ved de data, man puttede ind i EDB-modellen i sin tid. Da arbejdsgruppen tog fat på udredningarbejdet var det årlige tal for N-udledning på 7-8000 tons N/år.
Det tal er nu ca. 1500 tons mindre, hvilket er forudset i rapporten til Folketinget. Man har med andre ord medregnet en del af udledningen 2 gange.
Med rapportens værdiansættelser svarer de foranstaltninger landbruget i mellemtiden har indført til en værdi på ca. 250 mio. kr. – et beløb der svarer til hele det nye projekts pris – allerede inden den første gravemaskine begyndte at rode op i mudderet.
AD nævner en forventelig mindre N-udledning pga. en mere ekstensiv driftsform i projektområdet.
Det er højst tvivlsomt om der bliver en målelig forskel overhovedet.
I modsætning til hvad politikerne regnede med, har der ikke været ret stor udledning af kvælstof fra selve Skjernå-området. Det skyldes at der ikke anvendes husdyrgødning på arealerne. [3]
Den altovervejende del af N-udledningen stammer nemlig ikke fra de ca. 4000 ha store Skjernå-område, men fra Midtjyllands landområder.
Miljøgevinsten for fjorden er for kvælstoffets vedkommende negligeabel, hvad angår selve projektområdet. Derfor er gevinsten ved N-udledningen alt for høj ansat set i forhold til andre stoffer.
[3][4]
Selv om der tilføres store mængder kvælstof til fjorden er der alligevel midt på sommeren et alt for lavt N-indhold til at opretholde en vækst af grønalger, der indgår i den Bentiske fødekæde, hvor fisk og Skarv er sidste led. Ved kvælstofmangel får man ofte masseforekomster af blågrønalger, der ikke indgår i den nævnte fødekæde.
COWI har beregnet en mindre fosforudledning i selve projektområdet på 14,5 tons P/ha/år. Det værdisættes til 44 mio. kr.
Det er noget af en kovending i synet på fosfor.
Bortset fra første møde med lodsejerne, indgik fosfor ikke som et problem for arbejdsgruppen – måske fordi man fandt ud af, at tilledningen af fosfor til Ringkøbing Fjord faktisk er lille i forhold til andre lignende lokaliteter. Årsagen ses i punkt 4.
Okker værdisættes udfra en COWI-beregning for en rensning – pris ca. 40 mio. kr.
Her er der noget galt.
For mere end 10 år siden kom Skjernå-arbejdsgruppen hurtigt til den konklusion at okker ikke var noget problem, da okkerudledning var faldende gennem årene. At okkeren hovedsagelig stammede fra Skov & Naturstyrelsens arealer i de gamle brunkulslejer var nok ikke årsagen til den ringe interesse. Problemet kunne formindskes ved at kalke søerne i lejerne i Søby.
Okker er ikke kun et problem, det har skam også visse fordele. Okker har nemlig den egenskab at kunne binde fosfor. Det er sikkert okker, der er hovedårsagen til at tilledning af fosfor til Fjorden er så lille som tilfældet er.
Efterhånden som okkerindholdet falder kan man forvente at der sker en forøget fosforudledning – altså det modsatte af hvad AD regner med. Værdien af denne regnefejl vil forøges med tiden.
Okker kunne med god ret indgå som et Benefit – altså en økonomisk gevinst for projektet – alt efter hvilket resultat man ønsker.
AD analyserer projektets indflydelse på de forskellige drivhusgasser – her er det navnlig metan og CO2, der har interesse.
Her har COWI givet et bud på 15.000 tons mindre CO2-udledning. Uden tvivl pga. biologisk afbrænding af tørven.
COWI overser, at en stor del af CO2 fra biologisk sætning sker i vækstperioden, hvor en stor del bliver genanvendt til produktion af plantetørstof – det som man i gartneriet kalder for CO2-gødskning.
Det er en af årsagerne til, at jorderne i Skjernådalen hører til de mest frugtbare i Danmark. Der er set hvedeudbytter på over 10 t/ha.
I rapporten korrigeres der ikke for at metan er en langt kraftigere drivhusgas end CO2 (ca. 30 gange).
Der medtages korrekt en post pga. mindre traktor- og maskinkørsel i CO2-regnskabet pga. af en bedre arrondering.
Men der mangler et par poster i CO2-regnskabet.
Der er ikke foretaget en CO2-balance over den udledning af CO2, der skyldes energianvendelsen til selve projektet – en stor post, der allerede nu belaster vort nationale regnskab. Den udgift figurerer ikke i regnskabet.
Rapporten forventer at projektet medfører en større tilstrømning af mennesker til området.
Når 100000 naturvenner dyrker deres interesse sker det under et overordentligt stor forbrug af fossile energi – og en hermed tilsvarende stor CO2-udledning. Denne post er heller ikke medregnet.
Når man kun medtager indtægter og ingen udgifter i et regnskab vil det blive noget misvisende.
Indtægter for en forventet større produktion af tagrør er medtaget med et beløb på 10 mio. kr. Tallet er nok overvurderet.
Vækst af tagrør afhænger af vandets saltholdighed, der besluttes politisk og styres fra sluserne ved Hvide Sande. De senere års nedgang i tagrørsproduktionen viser salinitetens betydning.
Et beløb for offerviljen til at betale for et bedre fiskeri er sat til ca. 90 mio. kr.
Det er meget usandsynligt at det nye projekt vil udmønte sig i en prisstigning på fiskekort over hele åløbet. I hvert fald ikke i den nævnte størrelsesorden.
AD regner med flere fisk i åen. Måske – måske ikke.
Det har vist sig, at en af Skarvens mange livretter er fiskeyngel.
Tonsvis af fiskeyngel i er allerede nu omsat til tonsvis af koncentreret gødning, der allerede nu er i omløb i Fjorden.
Skarvens skade på naturen indgår ikke i regnskabet.
AD medtager et afsnit om sætning af jorden, der medfører at en del af landbrugsarealerne marginaliseres.
Det forhold er velkendt og er medtaget under Hedeselskabets projekt. Her forudsættes af drænene skulle uddybes i takt med sætning af jorden.
Det har en del politiske partier ændret på, så der nu skal en dispensation til. På grundlag af en politisk prioritering kan AD værdisætte denne forøgede sumpdannelse med et stort millionbeløb, hvor andre måske ville prioritere Danmarks bidrag til at løse det globale sultproblem noget højere.
Denne ideologiske prioritering har AD naturligvis ingen andel i og skal ikke medtages.
Der er foretaget værdiberegninger for et nedlagt dambrug. Denne post burde egentlig ikke figurere her, da man sagtens kunne have nedlagt dette dambrug uden at forsyne floden med et nyt løb.
Sparede pumpeudgifter til afvanding af ca. 1550 ha er værdisat til ca. 12 mio. kr.
Tallet er forkert, da der i rapporten forudsættes at 900 ha enten er eller bliver marginaliseret indenfor en kortere årrække, og der ikke skal pumpes vand væk fra disse arealer.

Selv om analysen uden tvivl er både lødig og grundig, bør den ikke stå som et skoleeksempel for fremtidige undersøgelser af lignende karakter.
Det er ikke Alex Dubgaard´s skyld, men skyldes fejl i det datagrundlag, som er stillet til rådighed.
Man burde for længst have valideret hele videngrundlaget for hele Skjernå-undersøgelsen, som mange tidligere har argumenteret for – en oplagt opgave for der nyoprettede institut for miljøvurdering?
Det er desværre ikke sket, løbet synes at være kørt hvad dette unødvendige prestigeprojekt angår.

Imens kan man glæde sig over at et lokalt initiativ uden større udgifter har forbedret forholdene i Ringkøbing Fjord udenom Statens indgriben. Den største gevinst er opnået ved at fjerne grøden fra åen, så den ikke føres ud i Fjorden, hvor den tidligere rådnede op langs bredden med iltsvind til følge.
Det kunne værdisættes til ca. 50 mio. kr.
Tidligere nævnte foranstaltninger på kvælstofområdet har åbenbart en værdi på ca. 250 mio. kr.
Hvis man havde lyttet mere til den lokale ekspertise ville man havde sparet ca. 300 mio. kr., der kunne benyttes langt bedre andre steder – det er en stor pris at betale for at nogle relativt få mennesker kan profilere sig overfor kolleger i udlandet for skatteborgernes penge.

Til top

Lidt materiale om Skjern Å

Lidt fra “Turistguide 2013” om arealet.

I guiden står der bl.a.
Naturparadiset Skjern Enge

Efter 30 års intensiv landbrugsmæssig udnyttelse genopstod Skjern Å dalen som et internationalt naturområde…
I perioden 1999 til 2003 gennemførtes her Nordeuropas største naturgenopretningsprojekt – et projekt, som er blevet et unikt område for både planter, dyr og mennesker.
Skjern Enge byder på et væld af oplevelser og smuk natur. Landskabet er enestående. På Lønborg Banke opleves store vidder – det store flade landskab, hvor himlen fylder det meste – en himmel, der dagen, ugen og året igennem forandrer sig. På klare dage kan man se Ringkøbing Fjord. Lønborg Kirke, der ligger som områdets vartegn er et besøg værd.

Nogle få kommentarer

Man genoprettede ikke naturen, man lavede en ny natur med et nyt løb for Skjern Å.
Smukke ord om området, men der er intet nyt i forhold til tidligere.
Man har altid kunne se Ringkøbing, området har altid ændret sig gennem dage, uger og måneder, det er der intet nyt i.
Hvad der er kommet af nye dyr og planter fortælles ikke.
Fugle er trukket ind fra reservatet i Tipperne og især er der kommet flere måger. Der nævnes en række fuglearter, som ikke er nye, men som har fået mere plads – dog nævnes Skarven ikke! Skarven tømmer stadig området for fisk og sørger for at området gødes med fosfor, så blågrønalgerne får gode livsvilkår.
– At nogle unikke planter er druknet udelades, landskabet skæmmes af en del planter, der ikke blev fjernt fra arealet før oversvømmelsen, det gælder bl.a. Mosebunke og Pilearter.

Til top

Lidt litteratur og materiale om projekter omkring Skjern Å.

Skjern Å-arbejdsgruppen, juni 1988. Skjern Å-arbejdsgruppens indstilling vedrørende projekter til genskabelse af Skjern Å-systemets selvrensende evne. Skov-og naturstyrelsen, Miljøministeriet.
Skjernå-velfærdsanalyse i pdf-format
Det politiske spil vedrørende projektets gennemførelse er bl. a. belyst i en rapport af Laura Tolnov Clausen: Kampen om Å-dalen.
Institut for Arkæologi og Etnologi. Københavns Universitet. Nov. 2000.
Hansen, Steen G.: Har Skjern Å-projektet været grebet forkert an?
Vand & Miljø. Nr. 1 1989.
Miljøministeriet: Vandmiljø 1990. Samlet status over vandmiljøet i Danmark.
Redegørelse Nr. 1, 1990
Nielsen, Lars Kamp. Skjern Å. Kan man få to for én pakkes pris?
Vand & Miljø. Nr. 1 1989.
Wegner, Nils. Skjern-å laksen truet af laks. Vand & Miljø. Nr. 8 1991.
Faktuelt nr. 24. Miljø- og Energiministeriet.
Skov- og Naturstyrelsen. Skjern Å Naturprojekt – Danmarks største projekt til genskabelse af Natur. Miljø- og Energiministeriet 1999.